Circle K åbner første station dedikeret til elbiler. Stationen vil konkurrere på lynladning med 600 kW, gratis wifi og stort udvalg af mad.
Omstillingen til elbiler er godt i gang med også at ændre vores opfattelse af den klassiske tankstation. I Sverige åbner servicestation-kæden Circle K sin første ’tankstation’ udelukkende til elbiler. Den ligger i Göteborg-forstaden Garda tæt på Motorvej E6. Altså ikke et sted, danske elbilister kommer forbi hver dag, men som et eksempel på udviklingen er den svenske station interessant.
Traditionelle servicestationer som Circle K kan nemlig tilbyde noget, som store ladeoperatører som Clever, Norlys, Tesla og E.on sjældent har: Såkaldt convenience – altså mad, drikke, toiletter, wifi og et mindre udvalg af dagligvarer som mælk og brød.
Komplet ’detailoplevelse’
Det er netop, hvad Circle K slår på i deres første dedikerede ladestation til elbiler.
”Vores nye placering markerer et vigtigt skridt i vores ambition om at vinde elbil-kunderne – og tilbyder nem og bekvem opladning med en komplet detailoplevelse. Med ultrahurtige opladere, gode mad- og drikkemuligheder, wi-fi og rigelige siddepladser er stedet designet til at imødekomme vores kunders behov. Et klart skridt fremad i vores ambition om at være den foretrukne opladningsdestination på farten i hele Europa,” siger VP for Circle K’s europæiske operationer, Hans-Olav Høidahl.
Ikke mindst maden – frisk pizza, kebab og ”prisvindende pølser” – skal være med til at få kunderne til at foretrække Circle K. Et område som også den danske ladegigant Clever begynder at fokusere mere på.
Fordeler selv strøm
Lynhurtig lynladning er også et salgsargument for Circle K. Stationen i Garda har 10 400 kW-ladere og to ekstremt hurtige 600 kW-ladere.
Alle ladere er forbundet og styret af et system, der gør det muligt at dirigere mest mulig strøm til de biler, der kan tage mest. Du skal altså ikke nøjes med 200 kW, hvis du deler en 400 kW-lader med en anden elbil – og kan lade med mere end 200 kW.
Circle K’s nye ladere har også teknologi, der husker din elbil. Dermed behøver du bare tilslutte stikket til din elbil, næste gang du kommer lader – så sørger den automatisk for betaling.
Også i Danmark satser benzinselskaber som bl.a. Circle K, Shell og OK i stigende grad på også at tilbyde opladning til elbilister. OK har også ladestationer dedikeret til elbiler – dog uden den ’convenience’, som Circle K tilbyder.