Nyt Kina-mærke overhaler Xpeng og Xiaomi i salg

leapmotor danmark

Leapmotor har massiv fremgang i Kina og kan komme til Danmark. Analytikere tror, der er flere gode nyheder på vej for det 10 år gamle bilmærke.

Hvem vinder og hvem taber i det udskilningsløb, der nu foregår blandt de mere end 100 kinesiske bilproducenter?

Spørgsmålet er interessant. Ikke blot for bilproducenterne selv, men også for bilkøbere og de virksomheder, der f.eks. importerer nye, kinesiske bilmærker til Danmark.

Nye navne som Xpeng og Xiaomi er blandt opkomlingerne, som har klaret sig bedst, men begge må nu se sig overhalet af en anden start-up, når det gælder salg og aktiekurs.

Delvist ejet af Stellantis

Navnet er Leapmotor, og hvis det lyder bekendt, skyldes det, at de har fået en del omtale på at være delvist ejet af Stellantis. Den fransk-amerikansk-italiensk koncern bag mærker som Citroën, Peugeot, Jeep og Fiat ejer 20 pct. af Leapmotor. Tilmed har Stellantis aktiemajoriteten i et joint venture, der har rettighederne til at eksportere, sælge og producere Leapmotor-produkter uden for Kina. Sellantis har med andre ord et ret fast greb om det, der ligner den næste guldkalv fra Kinas vildtvoksende bilindustri.

For guld, det laver Leapmotor lige nu.

Første overskud i år

Ifølge branchebladet Automotive News har Leapmotor øget årets salgsmål fra 290.000 til 500.000 biler. Samtidig forventes mærket for første gang nogensinde at give overskud i år. Det har til gengæld fået aktiekursen til at stige med 200 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

“Leapmotors priskonkurrenceevne er bemærkelsesværdig. De tilbyder store biler til massemarkedspriser, takket være 70 procent vertikal integration. Vi ser et stærkt potentiale drevet af en robust produktcyklus og exceptionel kapitaleffektivitet,” siger Xiao Feng, fra Kinas industrielle forskning ved CLSA Hong Kong.

Bag de fine ord som vertikal integration og kapitaleffektivitet ligger, at Leapmotor udvikler stort set alt selv, hvilket gør dem i stand til at fremstille biler med nogle af industriens laveste omkostninger. Og så er vi langt nede i pris, for Kinas bilindustri er på rekordtid - og hjulpet af statsstøtte - blevet verdensmestre i at fremstille biler billigst muligt.

Vild vækst i salget

“Leapmotor udvikler og producerer næsten alt internt, bortset fra batterier, og det giver dem mere kontrol over omkostningerne. Denne type vertikal integration giver Leapmotor en omkostningsfordel sammenlignet med konkurrenter som er stærkt afhængige af eksterne leverandører,” siger Rosalie Chen, analytiker ved det globale analysefirma Third Bridge.

Tidligere i denne måned nåede Leapmotor sit højeste salg nogensinde i et halvår med 271.793 solgte biler i de første seks måneder af 2025. Det svarer til en vækst på imponerende 149 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Dermed slår Leapmotor andre og i Europa mere kendte start-ups som Xpeng og Xiaomi.

Bygges i Spanien

Netop Stellantis kan sørge for yderligere vækst. Formentlig vil Stellantis bygge Leapmotor-modeller på Stellantis’ fabrik i Spanien, så Leapmotor slipper for EUs importtold på kinesiske elbiler.

Leapmotor er med stor sandsynlighed på vej til Danmark. Herhjemme importeres Stellantis-mærkerne af Wismo Group, der tidligere har fortalt Hvilkenbil, at man “kigger på og vil ikke afvise import af Leapmotor.”

Leapmotor sælger allerede mini-elbilen T03 og den mellemstore SUV B10 i flere europæiske lande.

Kommer Leapmotor til Danmark, skal mærket konkurrere med op mod 20 mere eller mindre nye kinesiske bilmærker på det danske marked. Alene her i efteråret kommer de tre nye mærker Omoda, Jaecoo og Exlantis til Danmark. Intet tyder på, at de bliver de sidste.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here