Nye batterier øger rækkevidden i Tesla Model 3 og Model Y - helt op til 750 km. Samtidig vender blinklysarmen tilbage i Model 3.
Tesla har længe fået kritik for sit aldrende modelprogram. Mens konkurrenterne flittigt lancerer helt nye modeller, holder Tesla stædigt fast i sine modeller, der efterhånden har op til 13 år på bagen.
Men i dag lancerer Tesla flere opgraderinger på mærkets to bedst sælgende modeller, der bringer dem helt i front på især rækkevidde.
Både Model 3 og Model Y får nye batterier med højere energitæthed. Det gælder især alle udgaver med nikkel-metal-kobolt batterier:
- Model 3 Long Range baghjulstræk får op til 750 km rækkevidde (WLTP) mod tidligere 702 km med 18-tommer standardhjul.
- Model 3 Long Range firehjulstræk øger rækkevidden fra 678 til 716 km - også på 18-tommer hjul.
- Model 3 Performance får også længere rækkevidde. Fra 528 til 571 km på 20-tommer hjul.
Ingen forbedring med LFP-batterier
Forbedringen er lidt mindre for Model Y, og omfatter kun Long Range med firehjulstræk. Her øges rækkevidden fra 586 til 629 km på 19-tommer hjul.
Noget tyder på, at Tesla fortsætter med de eksisterende LFP-batterier i basisudgaverne. Tesla Model Y med LFP-batteri har fortsat 500 km rækkevidde og for Model 3 med LFP-batteri er forbedringen beskedne 7 km på 19-tommer hjul - fra 513 til 520 km. På 18-tommer hjul er rækkevidden fortsat 554 km.
Blinklysarm gør comeback
For Model 3 indeholder opgraderingen en velkommen nyhed: Blinklysarmen, der forsvandt til fordel for trykknapper i rattet med det såkaldte ‘Highland’ facelift i 2023, gør comeback.

Dermed lytter Tesla til den voldsomme kritik af den manglende arm, som især gjorde det svært at blinke ud af rundkørsler. Da Tesla tidligere i år sendte den faceliftede Model Y på gaden, var blinklysarmen da også bevaret.
Sidst men ikke mindst får Model 3 det samme frontkamera, der blev lanceret med den opgraderede Model Y. Det nye frontkamera sidder i den forreste kofanger og giver føreren bedre overblik over omgivelserne på bilens centrale betjeningsskærm. Kameraet er desuden udstyret med sprinkler og opvarmning, så det fungerer bedre under alle vejrforhold.
De forbedrede udgaver af Model 3 og Model Y kan bestilles fra i dag - priserne er uændrede.