Hvad blev der af brugervenligheden?

Bruger-uvenlighed og teknik-begejstring fylder for meget i mange nye elbiler. Især i kinesiske elbiler, mener Hvilkenbils Morten Kjeldsen.

Den nye elbil er lige dét, du har ønsket dig. Lige dét, der dækker dine behov. Måske er den ligefrem proppet med udstyr og tilmed fornuftigt prissat. Måske synes du også, at den er smart. Ikke kun udenpå, men også indeni, hvor den har en masse funktioner, der vil gøre dit liv som moderne og miljøbevidst bilist ikke kun lettere, men også mere sikkert.

Der er dog et men, og det er et stort men. Reelt set er mange nye elbiler, især mange nye, kinesiske elbiler ikke kun et visionært skridt ind i en moderne verden. De er på nogle områder også et irriterende, unødvendigt og på sin vis et farligt tilbageskridt.

For hvorfor er det, at mange nye elbiler med den sidste nye elektronik, software og digitale løsninger nærmest pr. definition skal være vanskeligere at betjene end den fossilbil, du i miljøvenlighedens navn har skilt dig af med? Hvorfor skal de være så frygteligt irriterende at leve med? Hvorfor skaber de mere frustration end indgyder følelsen af sikkerhed og ro?

Fremskridt er vel, når dét, man havde før, bliver erstattet af noget, der er bedre? 

Nyt SKAL være bedre

Jeg skal gerne tilstå, at jeg ikke er helt ung længere og måske derfor ikke så hurtig som en teenager til at blive fortrolig med betjening af ny teknik. Men jeg er en erfaren bilist, jeg har kørt rigtigt mange biler, og jeg har skullet sætte mig ind i meget nyt. 

Derfor mener jeg også, at jeg har lidt at have det i, når jeg sender min utilfredshed efter den alt for fremherskende teknik-begejstring, der resulterer i mere bruger-uvenlighed end i brugervenlighed. Og dermed ikke kun er et fremskridt.

Til det netop afviklede Årets Bil-arrangement, hvor jeg var med til at udpege finalisterne, blev bruger-uvenligheden tydeliggjort. Med 30 biler samlet var der mulighed for direkte og lige nu og hér at sammenligne for at skabe klarhed over, hvilke af dem der var gode nok til at blive blandt de udvalgte. 

Hvis ikke det takket være utallige tidligere test allerede var åbenlyst, så stod det tindrende klart i løbet af de to testdage: At især kinesiske elbiler og elbiler med kinesisk software er – som det hedder på nudansk – udfordrede. Og udfordrende.

Skærmen – den hellige gral

En fællesnævner er, at stort set al betjening foregår på en stor skærm. Blinklys aktiveres dog stadig med en analog stilk ved rattet, gearvælgeren er som regel også en stilk eller en knap, vinduesviskeren aktiveres oftest også med en stilk, ligesom vinduerne rulles op og ned ved hjælp af kontakter på dørsiden. Er du heldig, kan du tænde elbagruden og lyset på analoge kontakter. 

Men vil du – måske med 80 km/t – noget så simpelt som skrue op og ned for klimaanlæggets temperatur eller tænde for varmen i sæderne og rattet, går kampen med skærmen i gang. Find et symbol på skærmen, tryk på det, og nye menuer dukker op. For at ramme rigtigt, skal du kigge opmærksomt på skærmen og omhyggeligt placere fingeren, hvis dit ønske skal efterkommes. Og imens kigger du ikke på vejen. Ofte skal der tre til fem præcise berøringer af skærmen til, før du har aktiveret det ønskede varmeniveau i sædet.

Så som så med sikkerheden

Lige så slemt er det, når du bliver så træt af den kinesiske elbils over-emsige vognbaneassistent eller den adaptive fartpilots ikke-glidende regulering af afstanden til forankørende, at du vil slå dem fra. Dét er mindst lige så vanskeligt som de førnævnte justeringer. Og så risikerer du samtidig, at systemet, der skal overvåge, at føreren holder øje med vejen, skælder ud.

Belært af erfaringen vælger du ofte at slå en stribe af de sikkerhedsmæssige funktioner fra inden kørslen. Fordi de er mere irriterende end behjælpelige.

Det største problem ved netop det er, at det naturligvis ikke er meningen at udkoble sikkerhedssystemer. Det næst-største problem er, at du skal igennem alle udkoblingerne ved hver start, fordi dine foretrukne indstillinger ikke gemmes.

Et lille lyspunkt og en kæmpe skuffelse

Stort set alle årets nye kinesiske biler, der var repræsenteret ved Årets Bil, lider af bruger-uvenlighed. De mindst irriterende, men stadig udfordrende var modellerne fra Zeekr, det svensk-udviklede, men kinesisk ejede søstermærke til Volvo og Polestar.

At det netop er den kinesiske opsætning af softwaren, der er problemet, stod skræmmende klart ved mødet med den nye og ellers meget fine japanske Mazda 6e (foto). Mazda er et lille mærke med begrænset økonomisk formåen, og måske føler de ikke rigtigt noget særligt for elbiler – i hvert fald har de overladt byggeriet af deres 6e til kinesiske Changan. 

Jeg har mange gange været særdeles positiv, når jeg har testet Mazdaer. Blandt andet på grund af deres fine tekniske formåen. Men skærmbetjeningen og de aktive sikkerhedssystemers virkemåde i Mazda 6e fratog mig den glæde, jeg ellers oplevede ved at køre i og se på bilen. 

Systemernes bruger-uvenlighed var den afgørende faktor, da jeg valgte den fra på min finalist-stemmeseddel. Jeg var endda villig til – næsten – at vende det blinde øje til den sølle ladeeffekt i 6e’eren med det store batteri. 

Systemets håbløshed kan I simpelthen ikke være bekendt, Mazda. Som man siger: Far er ikke vred. Far er skuffet.

En voksen må træde til

Summa summarum: Når man tænker på, hvor dygtige og effektive de kinesiske bilfabrikanter er, så forstår jeg ikke, hvorfor de ikke kan gøre det bedre lige netop på de her punkter. 

Når man udvikler noget nyt, er det som tidligere nævnt vel meningen, at det nye på alle mulige måder skal være bedre end det, det afløser. Kineserne har hevet mange højtestimerede europæiske biludviklere ind, og det kunne være rart, hvis der var et par voksne, tænksomme mennesker til stede i udviklingslokalerne, som forstår problematikken og i al stilfærdighed kunne gøre opmærksom på, at det her er ikke godt nok.

[email protected]