Første kig på næste generation Mazda 2

Konceptbilen Mazda Vision X-Compact giver indtryk af, hvordan en ny Mazda 2 kommer til at se ud. Vi ser tidligst den japanske mini om et år.

Der er langt mellem de store nyheder på biludstillingen i Tokyo, Japan Mobility Show 2025.

Mazda viser dog en konceptbil, der kan blive interessant for danske bilkøbere. Vision X Compact er en 3,8 meter lang mini med fem døre, der giver et godt indtryk af, hvordan den næste Mazda 2 skal se ud.

Den japanske VW Polo-konkurrent har efterhånden 11 år og to ansigtsløftninger på samvittigheden, så det er ved at være på tide med en afløser.

Ingen specifikationer

Fjerde generation kommer dog tidligst i produktion i slutningen af 2026 eller begyndelsen af 2027. Mazda er endnu ikke klar med helt basale oplysninger om hverken drivline eller præstationer. Derfor ved vi for eksempel ikke, om Mazda 2 kommer som elbil, hvilket vil være afgørende i Danmark, hvor der i dag kun sælges ganske få fossilbiler.

Og så alligevel. Mazda satser fortsat på forbrændingsmotorer, og Vision X Compacts nærmest spartanske design antyder lave priser - også med en benzinmotor.

Elegante penselstrøg

Man kunne også kalde designet stilrent. De grundlæggende linjer minder om den nuværende Mazda 2, men konceptbilen er fuldstændig fri for overflødig pynt og pressefolder. I stedet har den store, glatte flader, der kun brydes af LED-lygter, der ligner de elegante penselstrøg, som man bruger i japansk kalligrafi.

Også kabinen er uhyre enkel med et nærmest retro-tyndt rat og et rundt, Fiat 500-lignende speedometer. Her er ingen central betjeningsskærm, men i stedet en holder til din smartphone, som så kan bruges til bl.a. navigation.

Der er noget retro-elegance over førerpladsen i Mazda Vision X Compact.

En gearvælger indikerer, at bilen får en fossilmotor med automatgear, men det kan også dække over en elektrisk drivline.

Empatisk ven

Det bløde, venlige design understreger, at Vision X Compact er designet til at skabe et bånd mellem mennesket og bilen ved hjælp af digitale løsninger og kunstig intelligens, der opfører sig empatisk. 

Den lille, buttede Mazda vil eksempelvis være i stand til at registrere førerens humør og reagere ved at vælge bestemte interiørfarver og musiknumre, ligesom den kan indgå i en samtale for at muntre vedkommende op. Ifølge Mazda skal bilen opføre sig som og opfattes som en god ven.

Mazda Vision X Compact

Fem-dørs mini, der er forløber for den næste generation Mazda 2.

Mazda oplyser ikke noget om drivmiddel og præstationer.

Længde/bredde/højde: 383/180/147 cm

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here