Har du en ladehybrid, skal du lade op

ladehybrider problemer

Et tysk forslag vil tvinge ejere af ladehybrider til at lade deres biler op. Alt for mange gør det ikke, og så sviner de alt for meget.

I årevis har man vidst det. At ladehybrider – også kaldet plug-in-hybrider – i den virkelige verden forurener langt mere, end laboratorietestene viser. Fra nytår er testene og dermed beskatningsreglerne dog mere realistiske, og salget af nye ladehybrider forventes at gå kraftigt ned.

Men det ændrer ikke på, at der siden 2020 er blevet solgt læssevis af ladehybrider, som selvfølgelig stadig kører rundt derude. Og som stadig bruges forkert i forhold til det, der var meningen med dem. Og som dermed forpester omgivelserne med langt flere skadelige stoffer, end de burde.

Formanden for den tyske brancheorganisation VDA (Verband der Automobilindustrie) er derfor på banen med et progressivt og kontroversielt forslag. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung lancerer VDA-formand Hildegaard Müller et forslag om, at der “fremover bør være regelmæssig ladepligt for ladehybrider”.

Mere konkret mener hun, at i løbet af et defineret antal tilbagelagte kilometer skal ejeren være forpligtet til mindst én gang at oplade batteriet. Det er ifølge hendes og VDA’s mening den eneste måde, hvormed man kan nedbringe ladehybridernes alt for voldsomme forurening.

Vanskeligt at skrue sammen

Hildegaard Müller erkender, at der er indbyggede problemer i forslaget. For hvordan skal det helt præcist skrues sammen, hvordan skal det håndhæves, og kan – ikke mindst – store bureaukratiske EU nå til enighed.

Effekten af forslaget afhænger også af, hvordan de enkelte ladehybrider bruges. Samtidig er der stor forskel på, hvor mange kilometer de enkelte ladehybrider kan køre på ren eldrift. Dem med størst batteri kører måske op mod 70-80 kilometer på el, hvorimod andre måske kun klarer 25-30 kilometer, før benzinmotoren går i gang.

VDA og Hildegaard Müller refererer til den europæiske NGO-organisation, Transport & Environment (T&E), som for nylig offentliggjorde en opsigtsvækkende analyse. T&E har på baggrund af data fra 127.000 opladningshybrider indregistreret i 2023 blandt andet fundet frem til, at ladehybriderne i gennemsnit kun sender 19 procent mindre CO2 ud i luften end benzin- og dieselbiler.

Producenter satsede ikke på el

Ladehybriderne blev i en periode set som en nyttig overgangsteknologi frem mod den rene elektrificering. Med store afgiftslettelser til følge. Men som konsekvens af den over-optimistiske WLTP-måling var producenterne ikke tilstrækkeligt tilskyndet til at satse helhjertet på elbiler, da de kunne gå efter de lavest hængende frugter og tjene masser af penge på at producere ladehybrider. Frem for at fokusere på at komme foran i udviklingen af elbiler.

Den lempelige WLTP-måling opmuntrede ifølge blandt andre T&E producenterne til at sprøjte ladehybrider ud i en lind strøm. Til skade for miljøet, men også til skade for producenterne selv, som for fleres vedkommende blev sat bagud i forhold til at konkurrere med tsunamien af elbiler fra Kina.

At de europæiske producenter er bagud på point i forhold til kineserne, er der bestemt også andre grunde til, men den lidt for massive satsning på ladehybrider ses af analytikere som en medvirkende faktor til, at sammenslutningen af europæiske bilproducenter (ACEA) de seneste år har skærpet ønsket om at lempe på EU’s totalforbud mod salg af nye biler med fossilteknologi fra 2035.

VDA og Hildgaard Müller udsendte en pressemeddelelse efter interviewet med Frankfurter Allgemeine Zeitung. Den kan læses ved at klikke på linket her.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here