Her er MG’s svar på Model Y og ID.4

Præstationerne er gennemsnitlige, men MG S6 udfordrer populære elbiler med plads, udstyr og køreegenskaber til prisen, når den kommer til Danmark i år.

MG S6 ligner en forvokset udgave af sin mindre søsterbil MG S5. Og selv om det måske lyder lidt fantasiforladt og kedeligt, kan det vise sig at være en god ting.

I et hav af lettere kønsløse, kinesiske elbiler stikker den kompakte MG S5 nemlig ud som en overraskende velkørende og rummelig el-SUV til familien. Især til prisen, kunne vi konkludere i vores test af bilen i sommers.

Derfor virker det umiddelbart som et plus, at den helt nye MG S6 er baseret på samme platform som MG S5 - og i øvrigt også den velkørende MG4. Alt andet lige lægger det op til en MG med fuld valuta for pengene, når det gælder køreegenskaber, plads og udstyr, når MG S6 kommer til Danmark sidst på året.

Starter under 300.000 kr.

Den danske importør har ganske vist hverken sluppet priser eller danske specifikationer endnu, men vi tør godt gætte. 

Med en længde på 471 cm skal MG S6 konkurrere med nogle af Danmarks mest populære elbiler som Tesla Model Y, VW ID.4 og Skoda Enyaq. Her bliver pris salgsargument nummer ét, så vi tror importøren begynder et stykke under 300.000 kroner for en veludstyret basisudgave med baghjulstræk, 180 kW (244 hk) og et batteri på 77 kWh, der giver en rækkevidde på 526 km.

Også bagfra ligner MG S6 sin lillesøster S5 - men de større proportioner gør designet godt.

Vil man have flere kræfter, kommer MG S6 også i en udgave med to elmotorer, træk på alle fire og en samlet ydelse på 266 kW (361 hk). Da MG S6 altid har et batteri på 77 kWh, falder rækkevidden til 482 km. Her gætter vi på en pris lige under 350.000 kroner.

Langsom lynladning

Typisk for de lidt billigere, kinesiske elbiler skal man dog have lidt tålmodighed ved ladestanderen. Selv om MG S6 kører med nikkel-mangan-kobolt batterier i stedet for de billigere LFP-batterier, tager det 38 minutter at lynlade 10-80 procent. Det nærmer sig det langsomme blandt dagens elbiler.

Flere fysiske knapper skal lette betjeningen. OBS: Vi har spejlvendt billedet for at vise førerpladsen som venstrestyret.

Her er det så, at man skal huske på den mindre S5’s kvaliteter, som vi forventer S6 viderefører og udbygger: Masser af udstyr, god finish og næsten dynamiske køreegenskaber.

Store bagagerum

MG lover også endnu mere plads end i den ellers rummelige S5. I S6 er der endnu bedre plads på bagsædet og bagagerummet er nærmest forslugent med en kapacitet på hele 674 liter. Hertil kommer et generøst frunk på 124 liter, så MG S6 er klar på den store ferietur.

MG S6 er mere rummelig end S5 - og det siger ikke så lidt.

Føreren får udsigt til to skærme på 10 og 13-tommer, den store inklusive navigation. Skærmbetjeningen er udbygget med en del fysiske knapper - ikke mindst i rattet. Og så holder MG forhåbentlig fast i de smarte genvejstaster fra S5, der bl.a. gør det muligt at kvæle alle de irriterende advarsler om f.eks. små hastighedsoverskridelser og uopmærksomhed med to tryk.

Regenerering af bremseenergi kan justeres i hele fem trin - inklusive ‘one-pedal-drive’, hvor du sjældent skal flytte foden til bremsen.

Vil du have luksus som delvist alcantara-betræk, eljusterbare forsæder og panoramglastag, fås det i topudgaven Trophy, der nok snarere kommer til at hedde noget med Luxury i Danmark.

MG er kendt for sine sportsvogne - og lover gode køreegenskaber i S6.

Hvilkenbil vender tilbage med danske priser og udstyrsniveauer, når importøren er klar med dem - formentlig om ganske kort tid.

MG S6 EV

Elektrisk SUV med plads til fem og baghjuls- eller firehjulstræk.

Længde/bredde/højde: 471/191/166 cm
Akselafstand: 284 cm
Bagagerum/frunk: 674(1.910)/124 liter
Batteri: 77 kWh
Ladekapacitet: 11/144 kW
Lynladning 10-80 pct.: 38 min.
Motor, RWD: 180 kW (244 hk), 0-100 km/t på 7,3 sek.
Motor, AWD: 266 kW (361 hk), 0-100 km/t på 5,1 sek.
Rækkevidde: 526 - 482 km

MG S6 lanceres i Danmark sidst på året.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here