Salget af Tesla Cybertruck styrtdykker

Foto: Tesla Inc, grafik: Hvilkenbil
Foto: Tesla Inc, grafik: Hvilkenbil

Teslas kontroversielle Cybertruck fik halveret salget i 2025. På et andet område kan Tesla-chef Elon Musk tillade sig at sige, “jeg fik ret”.

Der var gode og dårlige nyheder for Tesla sidste år. Flest dårlige, så dem begynder vi med.

Den dårligste handler om salget af den kantede kæmpe-pickup’en i rustfrit stål, Cybertruck.

I 2024 var Cybertruck USA’s mest solgte elektriske pickup med 39.000 leveringer. Sidste år kørte giganten billedlig talt i grøften: Leveringerne blev stort set halveret til 20.200 eksemplarer. Det viser analyser foretaget af mediet InsideEVs, der har måttet nærstudere de amerikanske salgstal, da Tesla opgiver tal for Cybertruck i en samlet pulje med Model S og X.

Langt fra salgsmål

Faldet var ventet, fordi Trump-regeringen i efteråret fjernede skattefradraget på 48.000 kroner ved køb af elbiler. Nedturen var dog voldsommere end forventet. Af alle elbiler, der gik tilbage i 2025 på det amerikanske marked, tog Cybertruck langt det største fald. 

Nedturen understreges af, at Teslas oprindelige salgsmål var 125.000 Cybertrucks om året. På et tidspunkt mente Elon Musk, at Tesla kunne sælge 250.000 årligt - altså mere end 12 gange det faktiske salg sidste år.

Tesla dominerer

Ikke desto mindre kan Elon Musk og Tesla også finde opmuntring i nedturen - og så er vi fremme ved de mere positive nyheder for mærket.

Generelt gik elbiler tilbage i USA i 2025. Det gælder også bestselleren Tesla Model Y, der solgte fire procent dårligere end det foregående år. Men Model Y blev stadig USA’s suverænt mest solgte elbil og hjalp Tesla til at opnå en fuldstændig dominerende markedsandel blandt alle elbiler på 46 procent.

Musk fik ret

Fokuserer man på salgstallene i fjerde kvartal, umiddelbart efter at Trump-regeringen fjernede fradraget til elbiler, kan man endda sige, at Elon Musk fik ret i en forudsigelse:

Da præsident Donald Trump, som Elon Musk hjalp til magten med et milliard-bidrag til valgkampen, sagde han ville fjerne skattefradraget til elbiler, accepterede Elon Musk det. Rationalet var, at Tesla er i stand til at fremstille elbiler billigere end konkurrenterne. Musk mente derfor, at en fjernelse af fradraget ville være en fordel for Tesla, der ville blive endnu billigere end konkurrenterne.

Leveringstallene for sidste kvartal af 2025 viser, at Musk fik ret: Her lykkedes det Tesla at øge sin markedsandel til hele 59 procent for alle elbiler.

Cybertruck er en hovedpine

Dermed har Elon Musk fået et pænt stor plaster på såret, der nok gør det nemmere at sluge den samlede tilbagegang i salget af Model Y på fire procent. Siden har Tesla nemlig lanceret billige Standard-udgaver af Model 3 og Y, så amerikanske forbrugere næsten kan købe dem til samme pris, som dengang der fulgte et skattefradrag med.

Hvad angår Cybertruck har Musk nok mere brug for en hovedpinepille end et plaster: Intet tyder på, at den nedadgående salgskurve for Cybertruck kan vendes. Alle first moverne og de største fans af bilens vilde design og teknik har for længst købt bilen. Resten af amerikanerne er enten ikke interesserede, har ikke råd eller ser Cybertruck som indbegrebet af de kontroverser, der har omgivet Elon Musk siden han meldte sig under fanerne som Trump- og MAGA-støtte.

2026 kan blive året, hvor Musk og Tesla kan blive nødt til at tage nogle vanskelige beslutninger omkring Cybertruck: Det er dyrt kun at udnytte en brøkdel af produktionsapparatet til så kostbar en bil som Cybertruck.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here