Billig kinesisk elbil får 800 volt-teknologi

Den er ikke til at skelne fra forgængeren, men BYD Atto 3 Evo får avanceret 800 volt-teknologi, hurtigere lynladning og skifter fra for- til baghjulstræk.

Sidste år chokerede det ukendte Kina-mærke Skyworth med markedets hidtil billigste elbil med 800 volt-teknologi: Blot 210.000 kroner for en VW ID.4-konkurrent med 380 kilometers rækkevidde og mulighed for at lynlade batteriet fra 10-80 procent på blot 11 minutter.

Alt tyder på, at Skyworth snart får konkurrence. BYD, verdens største elbilproducent, har netop afsløret rivalen Atto 3 Evo, der også skifter til 800 volt. Dog bliver Atto 3 ikke helt så hurtig ved ladestanderen. Ifølge BYD’s egne oplysninger vil det - trods de 800 volt - tage 25 minutter at lade batteriet fra 10 til 80 procent. Det er ikke hurtigere end de bedste elbiler med almindelig 400 volt-teknologi.

Til gengæld er batteriet på 75 kWh noget større end i Skyworth, og giver en rækkevidde på 507 kilometer. Sammenlignet med den nuværende Atto 3 er der også kappet 10 minutter af ladetiden.

Ny platform med baghjulstræk

Selv om BYD holder fast i det velkendte Atto 3 design - modellen fik et facelift for et år siden - er al teknik skiftet ud.

Overgangen fra 400 til 800 volt inkluderer en ny platform, nyt LFP-batteri og ikke mindst et skifte fra for- til bag- eller firehjulstræk.

Al teknik er ny, men det er ikke til at se på den nye Evo-udgave af BYD Atto 3.

BYD skruer også kraftigt op for præstationerne. Basismotoren yder hele 230 kW (313 hk) og sender den 446 centimeter lange SUV fra 0-100 km/t på 5,5 sekunder.

Er det ikke nok, har topudgaven Excellence to motorer med tilsammen 330 kW (449 hk), der gennem firehjulstræk når de 100 km/t på blot 3,9 sekunder. Det koster dog på rækkevidden, der reduceres til 467 kilometer.

Ligner sig selv

Trods al den nye teknik har BYD tydeligvis anstrengt sig for at gøre Atto 3 genkendelig. Det gælder også i kabinen, hvor BYD holder fast i finurlige detaljer som de indvendige dørhåndtag, der inkluderer en lille højttaler, elastiksnore på dørsiderne og ‘æggedeler’ luftdyser. Selv akselafstanden på 272 centimeter er den samme som før.

Kabinen ligner også sig selv. Gearvælgeren er dog flyttet fra midterkonsollen til en stilk bag rattet.

Egentlig meget sympatisk af BYD, der ikke forfalder til hyppige model- og designskift som mange andre Kina-mærker. Alt andet lige gør det en bil som Atto 3 mere værdifast.

Klar til foråret

Det giver også håb om, at BYD også kan holde fast i prisen. Atto 3 kostede fra 270.000 kroner, og trods 800 volt-teknologi kan BYD næppe tillade sig at hæve prisen for Evo-udgaven - jævnfør prisen på Skyworth K i indledningen.

I det hele taget er konkurrencen nådesløs blandt de mellemstor el-SUV’ere som Atto 3 tilhører, så det bliver spændende at se, hvad priserne ender på.

BYD lover lancering dette forår. Herhjemme melder den danske BYD-importør netop udsolgt af den gamle Atto 3, og dermed er der gjort plads til den nye Evo.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here