Europæiske bilmærker klarer sig dårligt i amerikansk pålideligheds-undersøgelse. Bilejerne klager især over moderne infotainmentsystemer og software.
Ny teknologi i moderne biler som infotainment-skærme og trådløse softwareopdateringer skaber mere frustration end tilfredshed blandt bilkøberne. Det viser en stor amerikanske undersøgelse af bilers pålidelighed.
Det er analysevirksomheden J D Powers, der har spurgt 33.268 ejere af biler fra 2023, hvordan de oplever deres bilers pålidelighed efter tre års ejerskab.
I år afslører pålideligheds-undersøgelsen det største antal problemer med tre år gamle biler, siden undersøgelsen blev ændret i 2022 for bedre at afspejle moderne bilers teknologi.
Infotainment driller
Årets helt store problembarn er moderne bilers infotainment-systemer. Bilejerne bakser virkelig med at betjene og forstå de store trykskærme, der i stigende grad bruges til at betjene bilen.
“Softwareopdateringer og ny teknologi bør forbedre ejeroplevelsen over tid, men mange bilejere fortæller om vedvarende problemer med integration af mobiltelefon og lille eller slet ingen fordele, efter at der er udført softwareopdateringer,” siger Jason Norton, chef for bilanalyse i J D Powers.
Forfejlet kommunikation
Ifølge J D Power formår bilproducenterne ofte ikke at forklare, hvordan alle de mange funktioner på infotainmentskærmen fungerer, og hvordan softwareopdateringer forbedrer deres biler.
“Bilproducenter bør fokusere på at levere meningsfulde forbedringer og tydeligt forklare fordelene ved softwareopdateringer på en måde, så ejerne forstår, hvordan de forbedrer bil- og kundeoplevelsen,” siger Jason Norton.
Europæiske mærker i bund
J D Power undersøger det amerikanske bilmarked, så der optræder en del mærker og modeller, der slet ikke fås i Danmark. Men mange gør, og flere af dem - især fra europæiske bilmærker - stikker ud på den negative måde.
VW, Volvo og Land Rover dumper helt til bunds i undersøgelsen med flest problemer. Derfor får de også flest ‘point’, fordi pointene viser antal fejl og problemer per 100 biler. Jo færre point, desto bedre placering.
Audi og Mercedes kan heller ikke være tilfredse med deres placeringer.
Lexus og amerikanere topper
Helt i top med færrest point finder vi Toyotas luksusmærke Lexus. Det er nærmest en tradition for det japanske mærke, der er en hyppig gæst på førstepladsen. I år er det fjerde gang i træk, at Lexus topper J D Powers pålideligheds-undersøgelse.
For amerikanske bilejere er det betryggende, at de engang så udskældte hjemlige mærker som Buick, Cadillac og Chevrolet klarer sig rigtigt fint med top-bedømmelser fra deres ejere.
Et andet amerikansk mærke, som vi kender udmærket herhjemme, optræder lidt uden for nummer i undersøgelsen. Tesla giver nemlig ikke adgang til alle de data, som J D Powers har brug for, og er derfor vurderet uden for undersøgelsen. J D Powers anslår, at Tesla scorer 226 point, hvilket burde give en teoretisk placering som nummer 18 ud af 29 bilmærker.
Interessant nok kom Tesla ud som vinder af J D Powers aktuelle analyse af ejernes tilfredshed med deres biler.
184 spørgsmål til ni kategorier
Det er 37. år, at J D Powers undersøger ejernes oplevelse af deres biler efter tre års ejerskab.
Analysen dækker 184 specifikke spørgsmål på tværs af ni kategorier: Klima, køreassistenter, køreoplevelse, eksteriør, displays/greb/betjening, infotainment, interiør, drivline og sæder.
Se resultaterne i grafikken herunder.





