BMW: Snart slut med manuelt gear

manuelt gear

Tekniske udfordringer og miljøkrav gør det svært at tilbyde nye biler med manuelt gear. BMW holder fast, men tror, at geartypen synger på sidste vers.

For blot få år siden var langt de fleste nye biler, der blev solgt i Danmark, udstyret med et klassisk, manuelt gear. Oplæring i ind- og udkobling, koblingspunkt og korrekte tidspunkter at skifte gear på, var hverdag hos landets kørelærere.

Det var dengang. I dag vælger ni ud af ti danske bilkøbere elbiler, der som bekendt slet ikke har gear, og du kan tage kørekort i en elbil uden nogensinde at prøve kræfter med et manuelt gear.

Uddøende race

Sådan er udviklingen, og det mærker de også hos BMW. Det tyske bilmærke er kendt for køreglade biler, og for mange kunder har det inkluderet et manuelt gear.

Men både bil- og kundetypen er en uddøende race. Og det går så stærkt, at selv BMW forbereder sig på en nær fremtid uden manuelle gear i bilerne.

“Fra et ingeniørmæssigt synspunkt giver et manuelt gear ikke længere mening, fordi det begrænser dig i både trækkraft og brændstofforbrug,” forklarer chefen for BMW’s M-afdeling, Frank van Meel til australske Carsales.

Begrænser trækkraft

Rent teknisk kan BMW’s nuværende manuelle gearkasse med seks trin håndtere en trækkraft på 550 Nm uden at forvandle tandhjulene til metalspåner. Det rækker til de mindre M-modeller, men er for lidt til de mest hardcore CS-modeller. Og selv om hver anden kunde til en BMW M2-kunde i USA faktisk foretrækker bilen med manuelt gear, er markedet så lille, at det ikke kan betale sig at udvikle nye, manuelle gearkasser til stadigt kraftigere motorer.

Løsningen er i stedet automatgear, der både kan håndtere mere trækkraft og i dag presser flere kilometer ud af hver liter benzin end et manuelt gear.

Handler om følelser

Men ét ting er teknik, noget andet følelser. Og dem er fortsat mange af, når det gælder måden, man skifter gear på i biler, fortæller Frank van Meel.

“Ud fra et følelsesmæssigt standpunkt elsker mange mennesker stadig manuelle gear, så derfor har vi beholdt dem, og det fortsætter vi med så længe som muligt,” forklarer M-chefen.

“Vi er stadig glade for de manuelle gearkasser, som vi har, og vi planlægger at beholde dem de næste par år. Men længere ude i fremtiden bliver det formentlig vanskeligere at holde liv i de manuelle gearkasser - især i det kommende årti,” siger Frank van Meel med henvisning til stadig skrappere miljøkrav.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here