Super-elbilen Lamborghini Lanzador bliver alligevel ikke til noget. For høje omkostninger og for lav interesse, forklarer Lamborghini selv.
Lanzador skulle have bragt Lamborghini ind i den elektriske tidsalder, men nu har mærket med den stampende tyr trukket stikket på sin første elbil nogensinde.
Den elektriske 2+2 crossover blev afsløret i 2023 og skulle have været sat i produktion i 2028 med firehjulstræk og 1.340 elektriske hestekræfter pakket ind i Lamborghinis velkendte, vilde design. I stedet bliver den måske til en hybrid med både benzin- og elmotor. Ellers bare kørt direkte på museum.
Årsagen er høje udviklingsomkostninger, der ikke står mål med den angiveligt tilsvarende lave interesse fra kunderne.
Det forklarer Lamborghini-chef Stephan Winkelmann i et interview med avisen Sunday Times. Mærket har regnet på det, og er kommet frem til, at det vil være “økonomisk uansvarligt” at fortsætte udviklingen af Lanzador.
Slipper for told
Lamborghini er ikke de eneste, der skifter hest midt i vadestedet i klassen for eksotiske og kostbare luksusbiler.
Fornylig har kinesisk-ejede Lotus meddelt, at deres tilsvarende elektriske crossover Eletre fremover skifter fra ren eldrift til hybridteknik. Skiftet hænger dog sammen med, at kinesisk fremstillede hybridbiler i modsætning til elbiler slipper for EU’s skrappe importtold. Alt andet lige bliver en hybrid Eletre altså billigere end den nuværende elbil.
Ferrari bevarer gnisten
Lamborghinis italienske ærkerival Ferrari tror dog på, at der kan sælges elbiler i en klasse, der ellers lever af dramaet fra voldsomme motorer med 8, 10 eller 12 cylindre.
Senere i år løfter Ferrari sløret for mærkets første elbil, Luce, der med fire elmotorer med tilsammen 1.113 hestekræfter også lover masser af dramatik.





