Elbiler boomer i de nordiske lande

norge elbiler
Foto: NAF

Salget af elbiler fortsætter med at vokse i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Det ses tydeligt på bestanden af biler, der bliver stadig mere elektrisk.

Nordiske bilkøbere er vilde med elbiler. Mens det samlede bilsalg på tværs af de nordiske lande stagnerede i årets første kvartal, steg salget af elbiler.

Norge topper med en andel af elbiler på hele 98,4 procent i marts, stærkt efterfulgt af Danmark med en andel af elbiler på 77,1 procent. 

I Sverige og Finland er bilsalget knapt så elektrisk - her stod elbiler for henholdsvis 42 og 50 procent af salget i marts. Men stigningen er tydelig. For et år siden udgjorde elbiler henholdsvis 35 og 39 procent af salget i Sverige og Finland.

Hver femte bil i Danmark er elektrisk

Bilkøbernes stigende interesse for elbiler afspejler sig også i de nordiske landes bilbestande. I betragtning af, at elbiler først for alvor slog igennem efter 2020, er udviklingen gået hurtigt. Igen fører Norge an. Her er hver tredje bil i den norske bilpark i dag elektrisk - helt præcist 33,3 procent.

Danmark er nummer to. Herhjemme udgør elbiler nu en femtedel af den samlede bilbestand - helt præcist 20,3 procent. Sverige og Finland er et stykke bagud med elbil-andele på henholdsvis ni og 6,6 procent.

Politik styrer udviklingen

Udbredelsen af elbiler hænger nøje sammen med politik og lovgivning. I både Norge og Danmark har elbiler længe været begunstiget af lave afgifter, mens det har været mere sporadisk i Sverige og Finland.

Norge har dog reduceret den økonomiske støtte til elbiler siden årsskiftet og herhjemme kan det samme ske fra næste år. Det afhænger dog af, hvad en kommende regering kan blive enige om. Som udgangspunkt er det planen langsomt at øge de danske afgifter på elbiler fra 2027.

Billigere elbiler kan øge salg

Der skal dog ske dramatiske ændringer, hvis elbilernes fremmarch skal bremses op. 

Senere i år udvides udvalget af mindre og billigere elbiler til omkring 200.000 kroner markant, hvilket vil give langt flere danskere råd til en ny elbil. Nyheder som VW ID.Polo og ID.Cross, Cupra Raval, Skoda Epiq, Renault Twingo Electric og Kia EV2 forventes at booste det danske salg af elbiler yderligere.

Kilde: Mobility Denmark og bilstatistik.dk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here