Amerikansk elbil-mærke opgiver Oslo

lucid

Lucid går for at lave nogle af verdens elbiler, men sælger sløjt i Norge og resten af Europa. Nu tvinges de til at flytte ud af den norske hovedstad.

Sig navnet Lucid, og de fleste elbil-entusiaster spidser ører. Grundlagt i 2007 og fra 2013 ledet af den engelske chefingeniør Peter Rawlinson, der var ansvarlig for Tesla Model S, har mærket opnået et solidt ry for at lave nogle af verdens bedste og mest effektive elbiler. 

Sedanen Lucid Air er stadig blandt verdens mest effektive elbiler med en rækkevidde på 960 kilometer. Siden 2019 har Lucid hovedsageligt været finansieret af Saudi Arabiens offentlige investeringsfond. Oliepenge har blandt andet givet råd til at udvikle SUV’en Gravity, der kom på markedet i 2025.

Beskeden produktion

Men modsat Tesla er Lucid endnu ikke for alvor blevet et masseproduceret bilmærke. I 2024 fremstillede Lucid under 10.000 biler. Selv om Lucid sælges i enkelte, europæiske lande og også er på vej til Danmark, mangler mærket sit egentlige gennembrud.

Det gælder også i Norge, der har Europas suverænt største salg af elbiler. Men selv her går Lucid-salget trægt. Faktisk så sløvt, at Lucid nu opgiver sit showroom på den norske hovedstad Oslos mest fashionable gade, Karl Johans Gate. Her har Lucid ligget dør-om-dør med de fineste varemærker som Louis Vuitton, men flytter nu ud i forstaden Bærum, 20 kilometer uden for Oslo. Det skriver det norske branchemagasin Bilnytt.

Nabo til Tesla

I Bærum kommer Lucid ikke bare til at spare penge på huslejen. Det amerikanske elbilmærke kommer også til at ligge blot et stenkast fra konkurrenten Tesla - og for den sags skyld flere andre bilmærker.

Lucid Gravity
Ud over sedanen Air fremstiller Lucid SUV'en Gravity. Nye og mindre modeller er planlagt.

Dermed følger Lucid i hjulsporene på flere andre bilmærker - hovedsageligt kinesiske - der har prøvet at bryde igennem på det boomende norske marked på elbiler ved at placere sig midt i Oslo.

19 biler i Norge

Men heller ikke for Lucid har strategien virket. Selv om nordmændene køber flere elbiler end nogen andre europæere, solgte Lucid blot 19 biler i Norge hele sidste år. I år er der kun indregistreret et enkelt eksemplar: En Air, som ifølge Bilnytt er indregistreret til Lucid selv.

Det lover ikke ligefrem godt for en lancering i Danmark. Lucid har været varslet til Danmark siden 2020, men en lancering trækker ud. Ifølge Hvilkenbils oplysninger har Lucid dog fortsat planer om at komme til Danmark - sandsynligvis i år.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here