Leapmotor B05 udfordrer mellemstore elbiler som VW ID.3 Neo, Cupra Born og Kia EV5 - men til langt lavere priser.
Leapmotor har på rekordtid etableret sig som et af de yngste, kinesiske bilmærker, der samtidig er blandt de billigste. Hjemme i Kina har interessen været enorm. Det blot 11 år gamle bilmærke har på rekordtid overhalet mere hypede mærker som Xiaomi og Xpeng på både salg og aktiekurs.
Herhjemme sælger Leapmotor indtil videre kun den mellemstore SUV B10. Trods størrelsen på 4,5 meter og en særdeles rummelig kabine, koster basismodellen med 361 kilometers rækkevidde akkurat under 200.000 kroner. For 230.000 kroner får du et større batteri på 67 kWh, der øger rækkevidden til 434 kilometer.
Syvende mest solgte Kina-mærke
Leapmotor B10 giver med andre ord meget elbil for pengene, og det har siden årsskiftet gjort det nye bilmærke til det syvende mest solgte af de cirka 20 nye kinesiske bilmærker på det danske marked. Leapmotor har med andre ord overhalet andre Kina-mærker med længere historie i Danmark som Hongqi, Omoda, Maxus og Nio på blot fire måneder.
Efter sommerferien lancerer Leapmotor bil nummer to i Danmark - og den bliver med stor sandsynlighed endnu billigere end B10.
Leapmotor B05 er nemlig en lidt mindre fem-dørs hatchback. Med en længde på 443 centimeter skal den blandt andet konkurrere med lignende elbiler som VW ID.3 Neo, Cupra Born, Kia EV4 og MG4. Teknikken er præcis den samme som i Leapmotor B10, men det lavere karrosseri giver en rækkevidde på henholdsvis 401 og 482 kilometer med et 56 kWh eller 67 kWh-batteri.
Lynladning sker med op til 174 kW, og selv basisudgaven er veludstyret.
Langt under 200.000 kroner
Det spændende er naturligvis prisen, som Leapmotor nærmest er født til at konkurrere på.
Sædvanligvis er en hatchback billigere end en SUV, så vi vurderer, at Leapmotor B05 kommer til at koste 180.000 kroner for udgaven med det lille batteri. Med det større batteri kan prisen med lidt held akkurat holdes under 200.000 kroner - det vil i hvert fald gøre det kinesiske svar på en elektrisk Golf til at slagkraftigt tilbud.
Konkurrenten MG har netop lanceret rivalen MG4 Urban til priser fra 175.000 kroner, mens de europæiske VW ID.3 Neo og Cupra Born begynder ved 250.000 kroner.
Skærper konkurrencen
Dermed er der lagt op til skærpet konkurrence i klassen for mellemstore hatchbacks, der udgør et spændende alternativ for danskere, der ikke ønsker eller ikke har råd til de lidt større og dyrere SUV’er.
Der er næppe tvivl om, at importøren Wismo Group, der også importerer de mange mærker i Stellantis-koncernen, følger markedet nøje og først melder priser ud umiddelbart før lanceringen efter sommerferien.
Det skal blive spændende at se, hvor prisen ender - Leapmotor vil utvivlsomt satse på at placere B05 blandt de billigste i klassen.






