Stellantis og kinesiske Dongfeng vil udvide deres samarbejde med udvikling, produktion og salg af mærket Voyah i Europa.
Bilkoncernen Stellantis og kinesiske Dongfeng Motor Group vil tage deres mangeårige samarbejde til et nyt niveau. De to selskaber har annonceret planer om at etablere et nyt europæisk joint venture, som skal stå for salg, distribution, udvikling og indkøb af Dongfengs elbiler i Europa.
Det nye selskab skal ledes af Stellantis, som ventes at eje 51 procent, mens Dongfeng får 49 procent.
Planen er samtidig at udnytte Stellantis’ eksisterende europæiske forhandler- og servicenetværk til at få mærket hurtigere ud til kunderne. Stellantis står blandt andet bag mærker som Citroën, Fiat, Opel, Peugeot, Jeep og Chrysler.
Første opgave bliver Dongfengs premium-elbilmærke Voyah, som Stellantis og Dongfeng vil forsøge at udbrede på udvalgte europæiske markeder.
Hidtil er det ikke gået så godt: Herhjemme nåede den danske importør Wismo Group kun at sælge et par hundrede biler, før EU’s importtold på kinesiske elbiler sendte Voyah i dvale på det danske marked. Efter 2024 er der ikke indregistreret en eneste Voyah på danske plader.
Produktion i Frankrig
Netop udfordringen med EU’s importtold løser det nye joint venture med planen om at fremstille Dongfengs elbiler i Europa.
Ifølge planen kan produktionen blive placeret på Stellantis’ fabrik i Rennes i Frankrig. Det skal blandt andet sikre, at bilerne lever op til europæiske krav om lokal produktion og “Made in Europe”-regler.
Det er helt afgørende for succes i en tid, hvor EU arbejder på at styrke europæisk produktion af elbiler og batterier.
Hvis planerne bliver til virkelighed, vil det give Dongfeng en mere direkte adgang til det europæiske marked.
Stellantis får kinesisk teknologi
Omvendt får Stellantis adgang til kinesisk teknologi gennem Dongfeng. Stellantis har haft svært med omstillingen til elbiler, hvor kineserne er længere fremme end den fransk-italiensk-amerikanske bilgigant.
Stellantis har allerede et lignende joint venture med kinesiske Leapmotor. Det går så godt, at Stellantis nu vil basere kommende Opel-modeller på teknologi fra blot 11 år gamle Leapmotor, der er kendt for at tilbyde meget teknologi og udstyr til lave priser.
Ifølge Stellantis’ koncernchef Antonio Filosa skal samarbejdet med Dongfeng da også give kunderne “et endnu større udvalg af konkurrencedygtige produkter og priser”.
Gammelt samarbejde
Stellantis og Dongfeng har allerede samarbejdet i Kina i mere end 30 år gennem joint venture-selskabet Dongfeng Peugeot Citroën Automobile.
Tidligere på måneden annoncerede de to selskaber også planer om at bygge nye Peugeot- og Jeep-elbiler på fabrikken i Wuhan i Kina fra 2027. De biler skal både sælges i Kina og eksporteres til andre markeder.
Det nye europæiske samarbejde er endnu ikke endeligt godkendt. Aftalen afhænger blandt andet af endelige kontrakter og myndighedsgodkendelser.






