Ny regering sparker bilafgifter til hjørne

elbiler afgifter

S-SF-M-R regeringen afventer ekspertgruppes forslag til nye bilafgifter - men er ‘inspireret’ af svensk model for støtte til lavindkomstgrupper.

Mens den nye S-SF-M-R regering deler gaver ud til alt fra børn, pensionister og de fleste lønmodtagere, er der umiddelbart ingen gaver i sigte for danske bilejere.

I et omfattende arbejdspapir fastslår den nye centrum-venstre regering, at man vil “følge op på afrapporteringen fra den nedsatte ekspertgruppe for en omlægning af bilafgifterne, når ekspertgruppen har fremlagt deres anbefalinger i 2. halvår 2026.”

Dermed sparker regeringen - som ventet - en endelig beslutning til hjørne.

Afgifter stiger fra nytår

Efter planen skal der langsomt indfases højere afgifter på elbiler fra årsskiftet. Næste år vil det gøre elbiler, der i dag koster over 366.000 kroner en smule dyrere.

Elbiler, der i dag koster 400.000 kroner, vil frem mod 2030 stige til 516.000 kroner. Elbiler, der i dag koster under 300.000 kroner, står til at slippe for afgiftsstigninger de kommende fire år.

Formålet med en omlægning af de nuværende bilafgifter er fortsat at støtte omstillingen til mere miljøvenlige elbiler, men samtidig indfase en afgift, hvor elbilejere bidrager til omkostningerne ved bilkørsel.

Eller som det er formuleret i arbejdspapiret: “Målet er, at bilafgifterne fremover understøtter den grønne omstilling, sikrer et stabilt provenu og tager højde for de samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser.”

“Permanent afskaffelse”

Ekspertgruppen skal opstille flere konkrete modeller for en afgiftsomlægning - inklusive muligheden for en “permanent afskaffelse af registreringsafgiften”.

Kommer den sidste mulighed i spil, kan det betyde, at afgiften i stedet flyttes over på brug af bilen. Det kendes også som roadpricing, men er kontroversielt, dels fordi teknologien er ny og uprøvet, dels fordi den medfører omfattende overvågning af den enkelte bilists færden.

Sverige inspirerer

Endelig nævner S-SF-M-R regeringen specifikt en svensk model for støtte til køb af elbiler.

Det er nyt, at den nye regering finder ‘inspiration’ fra Sverige, hvor man målretter den økonomiske støtte til lav- og mellemindkomst-familier, der gerne vil investere i en elbil. Den svenske ordning giver et tilskud på 1.300 svenske kroner om måneden over tre år til køb eller leasing af elbiler. Hertil kan husstande med lavindkomst få et yderligere éngangs-tilskud på 18.000 svenske kroner.

Bilbranchen tripper

I den danske bilbranche tripper man for at få en afklaring.

”Det er afgørende, at vi undgår de planlagte afgiftsstigninger på elbiler ved årsskiftet. Hvis målet er at gøre elbilen til et reelt valg for flere danskere, giver det ikke mening at gøre den dyrere. Tværtimod bør vi skabe stabile og langsigtede rammer, som understøtter den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig, direktør i brancheforeningen Mobility Denmark

Lang vej til enighed

Umiddelbart bliver både branchen og bilkøberne nødt til at væbne sig med tålmodighed.

Ekspertgruppen er først klar med deres anbefalinger i løbet af efteråret. Herefter skal regeringen blive enige om, hvilken løsning, den foretrækker. Firkløver-regeringen spænder over ønsker fra en total afgiftsfritagelse for elbiler til en fuldstændig omlægning til en brugsbaseret afgift. Og selv når regeringen bliver enige om en løsning, skal den efterfølgende finde flertal for den i Folketinget.

Ikke meget tyder på, at bilafgifterne afklares inden 2027.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here