Skoda Elroq topper det danske bilsalg i de første seks måneder af 2026. Samtlige modeller i Top 10 er elbiler.
Der er fuld fart på det danske bilsalg, og danskerne fortsætter med at vælge elbiler, når de køber nye biler. Sådan lyder midtvejs-status, efter at bilsalget er gjort op efter det første halve år af 2026.
I årets første seks måneder blev der registreret 101.032 nye biler i Danmark, hvilket er 12,9 procent flere end i samme periode i 2025. Det viser friske tal fra bilstatistik.dk.
Otte ud af 10 er elbiler
Det er især elbilerne, der trækker fremgangen: I årets første seks måneder blev der indregistreret 80.704 nye elbiler - hele 41,2 procent flere end i samme periode sidste år.
Dermed er danskernes appetit på elbiler så stor, at de i år står for 79,9 procent af alle nyindregistrerede biler. Hver gang danskerne køber 10 nye biler, er otte af dem altså elbiler.
Skoda på toppen
Når danskerne skriver under på en ny bil, står der Skoda Elroq på de fleste slutsedler. Den tjekkiske elbil fandt 5.065 nye ejere i første halvår af 2026. Tallet bliver ikke mindre imponerende af, at Skoda Enyaq blev den fjerde mest solgte bil i årets første seks måneder med 3.851 biler.
De to biler er teknisk identiske - reelt er Elroq en forkortet udgave af Enyaq.
Tre gange Toyota i Top 10
Toyota kan også være særdeles tilfredse med bilsalget i år indtil videre. Det japanske mærke har hele tre biler i Top 10: bZ4X på andenpladsen, den lidt mindre C-HR+ på syvendepladsen og den kompakte Urban Cruiser på 10. pladsen.

Dermed har Toyota overkommet de børnesygdomme, som mærkets første dedikerede elbil, bZ4X, led under i starten. Siden har Toyota opdateret bZ4X ad flere omgange, så der nu er styr på kvaliteten. Lanceringen af den lidt mindre og billigere C-HR+ er også en succes.
Endelig siger det meget om Toyotas stærke position i Danmark, at de kan gøre mærkets mindste elbil Urban Cruiser til den 10. mest solgte i Danmark: Suzuki har stået for udviklingen af Urban Cruiser, der hedder e Vitara hos Suzuki, og det er en ny elbil, der har fået kritik for at være forældet fra fødslen - særligt på grund af højt strømforbrug og langsommelig lynladning. Ikke desto mindre hitter Urban Cruiser på det danske marked.
Comeback til Tesla
Hos Tesla er man nok lidt mere mellemfornøjede. For to år siden toppede Tesla salgslisterne, siden fik Tesla-chef Elon Musks rolle som tro væbner for den amerikanske præsident Donald Trump salget til at styrtdykke.

Nu er stemningen - i hvert fald delvis - vendt igen. Tesla har både Model Y og Model 3 med i første halvårs Top 10. I en tid, hvor Teslas modeller har henholdsvis seks og ni år på bagen og konkurrencen er skærpet betydeligt, er det faktisk også ganske imponerende.
Xpeng er bedste kineser
Det samme kan siges om Xpeng, der har Model Y-konkurrenten - nogle vil mene kopien - G6 med på Top 10 som den ottende mest solgte bil i Danmark i år.
Det gør Xpeng til det hidtil mest succesfulde Kina-mærke i Danmark, der ellers er kendt for at være blandt de mest kritiske over for kinesiske biler i Europa.
Xpeng har dermed overhalet andre Kina-mærker som Polestar og de langt større BYD og MG på rekordtid. Og er milevidt foran den endeløse række af kinesiske bilmærker, der fortsat kæmper med blot at komme ind på bilsalgets Top 100.
Bilsalg Top 10 første halvår 2026
| Mærke | Model | Antal |
| Skoda | Elroq | 5.065 |
| Toyota | bZ4X | 4.934 |
| Tesla | Model Y | 4.342 |
| Skoda | Enyaq iV | 3.851 |
| Volkswagen | ID.4 | 3.272 |
| Audi | Q4 e-tron | 2.512 |
| Toyota | C-HR+ | 2.205 |
| Xpeng | G6 | 2.139 |
| Tesla | Model 3 | 1.865 |
| Toyota | Urban Cruiser | 1.742 |
Kilde: bilstatistik.dk






