Krisen kradser så meget i VW-koncernen, at halvdelen af alle modeller og 75 procent af modelvarianterne kan blive sløjfet.
Den er helt gal hos Volkswagen: Samtidige udfordringer som vigende salg i Kina, amerikansk importtold og en kostbar omstilling til elbiler har skabt den ‘perfekte storm’. Krisen er så dyb, at koncernen griber til radikale løsninger. Blandt dem er at droppe halvdelen af alle nuværende bilmodeller og hele 75 procent af de udstyrsvarianter, som modellerne fås i idag.
Det står fast efter denne uges bestyrelsesmøde, hvor koncernchef Oliver Blume fremlagde en spareplan, der skærer historisk dybt i koncernen. Og så har koncernen endda endnu ikke kommenteret på planerne om at nedlægge eller sælge fire bilfabrikker i Tyskland og afskedige 100.000 medarbejdere.
“Øjeblikkelig virkning”
Særligt det sidste stritter VW’s magtfulde medarbejderrepræsentanter og den tyske delstat Niedersachsen, der ejer en del af VW, kraftigt imod, skriver flere medier i dag.
Men pensioneringen af halvdelen af VW’s modeller er chokerende nok i sig selv. Umiddelbart er det svært at pege på lignende fortilfælde. Chokket og alvoren bliver ikke mindre af, at VW ifølge Motor1.com vil droppe hver anden bilmodel med “øjeblikkelig virkning”.
I stedet vil koncernen prioritere “produkter og teknologier, der leverer den største værdi for både kunderne og VW Group.”
Tjener for lidt
Hos VW er der utvivlsomt fedt, der kan skæres væk.
VW-koncernen berygtet for at have et særdeles omfattende modelprogram med vide muligheder for kunderne for at skræddersy bilerne, præcist som de vil have dem. Det er god kundeservice, men rimer sjældent på en fornuftig fortjeneste. Og netop en alt for lav indtjening er det problem, der nu har ført Europas største bilproducent ud i en alvorlig krise - koncernen tjener simpelthen for lidt på hver bil, der triller af samlebåndet.
Seat i skudlinjen
VW’s koncernledelse har endnu ikke sat navn på de modeller, der skal sendes på bilkirkegården. Men rygterne svirrer lystigt.
Skal vi tro jungletrommerne, kan hele Seat’s modelprogram få kniven.
Det vil ikke være første gang, at sigtekornet er indstillet på VW’s spanske datterselskab.
Seat har aldrig været en god forretning for VW, mens Cupra, der begyndte som sportslige udgaver af Seat-modeller, derimod har udviklet sig til en givtig succeshistorie. Så hvorfor fortsætte med Seat, hvis knopskydningen Cupra klarer sig meget bedre og tilmed har fået fat i yngre kundegrupper?
Lamborghini til salg
Andre rygter vil vide, at VW seriøst overvejer at sælge sine to italienske datterselskaber: Sportsvognsproducenten Lamborghini og motorcykelmærket Ducati.
Begge, især Lamborghini, gør det udmærket, men der er meget lidt synergi mellem fuldblods-sportsvogne med en fnysende tyr på våbenskjoldet og så de snusfornuftige folkevogne og Skoda’er, som VW Group sælger flest af. Og da slet ingen med motorcyklernes svar på Ferrari, legendariske Ducati.
Flere kendte bilmodeller er allerede pensioneret eller bliver det snart. Det gælder MPV’en VW Touran, flagskibs-SUV’en VW Touareg og snart en virkelig specialitet i koncernen; cabriolet-udgaven af VW T-Roc.
Udrensning hos Audi
Audi har allerede sagt auf wiedersehen til sportsvognen TT og R8, den enorme elbil Q8 e-tron samt de to mindste modeller A1 og Q2. Audi er i det hele taget lidt af et smertensbarn for VW. Især sammenlignet med de direkte konkurrenter BMW og Mercedes, der klarer sig noget bedre.
Hos Porsche gælder det samme for de ellers engang så succesrige indgangs-sportsvogne 718 Boxster og Cayman. Der er også vedholdende rygter om, at Porsche ikke når i mål med de ellers planlagte elektriske afløsere.
Om lidt stopper produktionen af den oprindelige Macan med fossilmotorer, og det åbner også op for spekulationer om, hvorvidt den får en afløser.

Rygter vil også vide, at Porsche seriøst overvejer at indstille produktionen af sin første elbil, Taycan. Herhjemme har den solgt forbløffende godt, men globalt er Porsche næppe tilfredse med salget.
Tradition for benspænd
Som altid med VW er det vigtigt at tage medarbejderne og den tyske delstat og del-ejer Niedersachsen med i ligningen. De er magtfulde spillere og har nærmest tradition for at blokere eller som minimum udvande VW-ledelses planer - uanset hvor nødvendige de er. Det er nok en del af VW’s krise, men heller ikke noget, der løses i et snuptag.
De kommende uger og måneder vil drypvist afsløre, hvor dybt ledelsen får lov til at skære i den gamle, tyske industrikæmpe.






