VW på vej med brutale nedskæringer

Foto: VW Group

VW vil håndtere sin måske alvorligste krise nogensinde ved at halvere antallet af bilmodeller og fyre op mod 100.000 medarbejdere.

Der var bestyrelsesmøde i VW-koncernen i går. På dagsordenen var håndtering af den måske værste krise nogensinde for VW, der er verdens næststørste bilproducent.

På forhånd havde koncernchef Oliver Blume (foto) varslet en brutal spareplan. Blume vil nedlægge fire bilfabrikker i Tyskland og 100.000 jobs.

Spar eller dø

Det lyder voldsomt, og det er voldsomt for en af Tysklands største og vigtigste virksomheder. Men også nødvendigt, mener Oliver Blume. VW er så hårdt presset af en krise, der både består af konkurrence fra kinesiske bilproducenter, amerikansk importtold og en kostbar omstilling til elbiler, at der ikke er nogen vej uden om: Det er spar eller dø. Det mener hele seks af koncernens ni øverste ledere ifølge en intern undersøgelse.

Antal bilmodeller skal halveres

Internt i VW-koncernen er der dog uenighed om strategien. Angiveligt er VW-koncernens nummer to, finansdirektør Arno Antlitz, for eksempel uenig i idéen om at importere billige VW-biler fremstillet i Kina til Europa.

Stemningen er næppe blevet bedre efter det vigtige bestyrelsesmøde i går. Ifølge Automotive News er der enighed om, at VW bliver nødt til skære dybt med sparekniven, hvis den aktuelle krise skal overvindes. Blandt andet skal koncernens i alt 150 forskellige bilmodeller reduceres til cirka det halve.

Præcis hvilke bilmodeller, der skal sløjfes, er endnu ikke afgjort. VW-koncernen råder over et væld af bilmærker som Seat, Cupra, Skoda, Audi, Porsche, Bentley og Lamborghini.

Fyringer over 10 år

Det samme gælder de største sten i skoen: Fyring af 100.000 medarbejdere og lukning af fire tyske fabrikker. Ifølge Automotive News kan begge dele blive eksekveret over de næste 10 år - altså frem mod cirka 2035.

Officielt har VW-ledelsen ikke meldt noget ud efter mødet i går. Og det har hidset VW’s magtfulde medarbejderforeninger og deres fagforeninger op. Umiddelbart efter mødet skulle det have resulteret i ophidsede reaktioner og demonstrationer på flere VW-fabrikker.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here