Efterspørgslen på den kompakte elbil Cupra Raval er dobbelt så stor som forventet. Salget af mærkets øvrige elbiler steg 18 procent i andet kvartal.
Elbiler ser ud til at blive redningen for VW’s spanske datterselskab Seat. Mens Seat sidste år solgte 257.000 biler, overhalede Seats sportslige Cupra-mærke for første gang moderselskabet med et salg på næsten 329.000 biler.
Mange af Cupra's modeller er elbiler, og kombinationen af el og mere sportslige biler i et frækkere design fortsætter med at give Seat gode resultater.
Bedste halvår nogensinde
Alt tyder på, at der er mere godt i vente for især Cupra. Seats sportslige mærke fortsatte fremgangen i årets første seks måneder med 170.100 leverede biler, hvilket gør første halvår af 2026 til det bedste i mærkets historie.
En væsentlig del af den positive udvikling skyldes lanceringen af den kompakte Cupra Raval, der er spaniernes udgave af VW’s ID Polo.
Raval har mere end fordoblet de oprindelige prognoser for kundeordrer og bidrog til en 85 procent stigning i ordreindgangen på Cupra’s elbiler i andet kvartal. Dermed er Raval den mest succesfulde introduktion nogensinde for Cupra.
Stor fremgang i Danmark
I Danmark tegner Raval også til at blive Cupra’s hidtil største succes. Ifølge den danske importør har interessen været høj op til og efter lanceringen i juni. Til priser fra 190.000 kroner placerer Raval sig blandt de billigere elbiler, hvor der er mange potentielle bilkøbere.
Lanceringen af Raval kommer efter et stærkt 2025, hvor Cupra foretog et regulært højdespring herhjemme. Cupra mere end fordoblede sin markedsandel fra 2,4 til 6 procent og rykkede op som Danmarks sjette mest solgte bilmærke. Et bemærkelsesværdigt resultat for et sportsligt undermærke til et mindre spansk bilmærke.
Elbiler driver væksten
Den positive udvikling skyldes i høj grad Cupra’s satsning på elbiler.
Leverancerne af Cupra’s elbiler steg med 7,2 procent i første halvår, mens væksten alene i andet kvartal var 18,5 procent.
“I et marked, der fortsat er komplekst og konkurrencepræget, bekræfter resultaterne, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vores Performance Program skaber et solidt fundament for en langsigtet og bæredygtig lønsomhed, men arbejdet fortsætter", forklarer Patrik Andreas Mayer, Executive Vice President Finance & IT for Seat og Cupra.
Efter planen vil Seat satse endnu mere på Cupra. Markedsandelen skal øges endnu mere i Europa, samtidig med, at der skal erobres nye markeder uden for EU.






