På lørdag er motorvej E45 spærret 18 timer ved Horsens

Foto: Aerodan/Vejdirektoratet

Den kommende weekend totalspærres motorvej E45 ved Horsens, fordi den gamle motorvejsbro skal rives ned.

I den kommende weekend kan den sidste ferietrafik se frem til forsinkelse på motorvej E45 omkring Horsens.

I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg spærrer Vejdirektoratet motorvejen for al trafik mellem til- og frakørsel 58 Hedensted og 56b Horsens C i tidsrummet lørdag den 15. august klokken 15:00 til søndag den 16. august klokken 09:00. Samtidig spærres den tværgående landevej - Vestvejen - i sagens natur for kørsel hen over motorvejen.

Motorvej E45 udvides

Motorvejen spærres i 18 timer, fordi den nuværende motorvejsbro på Vestvejen ved til- og frakørsel 57 Horsens S skal rives ned. Det sker som led i udvidelsen af motorvej E45 mellem Vejle og Skanderborg.

Mens E45 er spærret, bliver trafikanterne ledt ud på en omkørsel via den gamle hovedvej rute 451/170/52.

Der skiltes med særskilt omkørsel til ferietrafikanter, som skal til Billund Lufthavn fra frakørsel 56b over Hatting og Korning.

Bliv på omkørselsruterne

Vejdirektoratet advarer om forlænget rejsetid både på E45 og i det sydlige Horsens omkring omkørselsruten, mens motorvejen er spærret. Særligt i de første timer efter spærringen fra klokken 15:00 kan trafikanterne se frem til kødannelser og forsinkelser.

Vejdirektoratet har optimeret omkørselsruten, så trafikken afvikles bedst muligt. Det betyder blandt andet ændrede tider for grønt lys i de trafikregulerede kryds, så trafikken fra motorvejen får god tid til at komme igennem. Trafikanter gør derfor klogt i at holde sig til den skiltede omkørselsrute i stedet for at søge alternative veje.

”Vi anbefaler, at man bliver på omkørselsruten. Det gør vi fordi, at man på andre veje risikerer at havne i en lang kø i et ubemandet vigepligtskryds, hvor det kan blive svært at komme ud, fordi der vil være ekstra trafik på de kommunale veje, mens E45 er spærret. Vi anbefaler også lokale trafikanter at forsøge helt at undgå at køre på omkørselsruten i perioden,” fortæller projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.

Mens E45 Østjyske Motorvej er spærret ved Horsens, er der omkørsel af den gamle landevej. Grafik: Vejdirektoratet

Hjemmeværnet og Sydøstjyllands Politi vil være til stede omkring motorvejen og enkelte steder på omkørselsruten i forbindelse med spærringen.

Sidste af ni nedrivninger

Broen på Vestvejen er den sidste af de i alt ni broer, som er blevet revet i forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg. Ved tidligere nedrivninger af broer over motorvejen, har der været flere nysgerrige borgere, som har ønsket at overvære arbejdet på nærmeste hold.

Det forventer Vejdirektoratet også vil være tilfældet denne gang. Forholdene ved denne nedrivning er dog ikke optimale på grund af broens placering og tilgængelighed. Men det er muligt at stå på et areal syd for broen vest for motorvejen.  

Man kan parkere på samkørselspladsen eller betalingsparkeringen ved Recharge City, hvorfra man kan gå de knap halvanden kilometer til området sydvest for broen. 

Hold afstand

På østsiden af motorvejen er muligheden for udsyn og parkering begrænset.

”Det er helt naturligt, at mange gerne vil se de store maskiner i aktion. Mulighederne er dog langt fra optimale denne gang. Hvis nogen alligevel kommer for at kigge, så skal de huske på, at det er et arbejde, der udføres, og der er mange tons og kræfter på spil. Så alle skal blive bag de markeringsbånd, som vores entreprenør sætter op,” fortæller John Kjærsgaard.

Fakta

Gammel bro:
Opført: 1988
Bredde: 17 meter
Længde: 69 meter
Vægt: 2354 ton

Ny bro:
Opført: 2026
Bredde: 30 meter
Længde: 81 meter lang
Vægt: 5770 ton

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here