Salget af elbiler sætter ny rekord i Danmark

Med en rekordhøj andel på 86 procent nåede salget af elbiler nye højder i august. Men elbil-festen kan allerede slutte til nytår, advarer brancheforening.

Danskernes i forvejen glubende appetit på elbiler nåede et nyt højdepunkt i august. Her valgte 85,9 procent af bilkøberne en elbil - den højeste andel nogensinde.

Den historiske milepæl blev nået i en måned, hvor der i alt blev indregistreret 16.165 nye biler i Danmark - en markant stigning på 24,1 procent sammenlignet med august sidste år.

Ifølge bilstatistik.dk er der indtil videre indregistreret 131.744 nye biler i Danmark i år, hvilket er 13,2 procent flere end i samme periode sidste år. Meget tyder altså på, at det robuste bilsalg er drevet af danskernes stigende interesse for elbiler.

Afgifter kan bremse elbilfest

Umiddelbart er det gode nyheder for både bilbranchen og politikernes ønske om at omstille til elbiler for at nedbringe bilparkens CO2-aftryk. Men allerede til årsskiftet kan succeshistorien ende i en hård opbremsning, hvis planer om at hæve registreringsafgiften på elbiler gennemføres. Sådan lyder advarslen for brancheforeningen Mobility Denmark, der samler flere aktører i den danske bilbranche.

“Danskerne har stemt med fødderne. De vil have elbiler. Aldrig før har elbilen fyldt så meget i det samlede bilsalg som nu. Derfor vil det være helt bagvendt, hvis politikerne svarer på succesen ved at gøre elbilerne dyrere,” siger adm. direktør i Mobility Denmark Mads Rørvig.

Står til stigende afgifter

Den nuværende, meget lave registreringsafgift på de fleste elbiler står til at blive ændret fra 2027. Hvis politikerne ikke griber ind, vil registreringsafgiften på elbiler stige på et tidspunkt, hvor elbiler er blevet danskernes foretrukne valg og bidrager til at reducere CO2-udledningen fra transporten.

Erfaringerne fra blandt andet Sverige og Tyskland viser, at politiske ændringer, der pludselig gør elbiler dyrere, kan slå direkte igennem og begrænse salget.

“Det giver ingen mening først at få danskerne til at vælge elbilen og så sætte den op når det lykkes. Hvis regeringen vil have flere grønne biler på vejene, er opskriften ganske enkel: Lad være med at beskatte køb af elbiler hårdere,” siger Mads Rørvig.

Overvejer at afskaffe afgifter

Men udviklingen kan også sætte yderligere fart på omstillingen til elbiler. I sit eget  regeringsgrundlag har den nye S-SF-M-regering lagt op til, at registreringsafgiften på elbiler kan afskaffes permanent. Dén ambition mener Mobility Denmark, at regeringen nu bør føre ud i livet.

“Regeringen har selv åbnet døren for at afskaffe registreringsafgiften på elbiler. Nu skal den gå igennem den. Det vil være svært at forklare danskerne, hvorfor en regering, der ønsker at være den grønneste nogensinde, samtidig vælger at lægge højere afgifter på den biltype, der driver den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig og fortsætter:

“Fjern registreringsafgiften på elbiler permanent. Det er enkelt, det er grønt, og det sikrer, at almindelige danskere ikke bliver straffet økonomisk for at vælge elbilen.”

Bilsalg Top 10 august 2026

Mærke Model Antal
Skoda Elroq 768
Tesla Model Y 693
Toyota bZ4X 674
Skoda Enyaq iV 497
Volkswagen ID.4 477
Toyota Urban Cruiser 465
Citroen C3 462
Renault R5 351
Xpeng G6 342
BMW iX3 334

Kilde: Bilstatistik.dk

[email protected]

1 COMMENT

  1. Hvor meget står afgiften til at skulle stige, hvis det ikke annulleres? Hvor meget vil en bil på f.eks. 300.000 og 500.000 og 700.000 skulle stige? Ved nogen det, eller er planerne bare at hæve afgifterne uden at nogen ved hvor meget?

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here