Med 100.000 ordrer på iX3 har BMW’s første elbil på den nye Neue Klasse-platform fået den bedste start for en ny BMW-model nogensinde.
BMW har længe klaret sig bedre på elbiler end de tyske konkurrenter Mercedes og Audi. Nu tyder meget på, at mærkets hidtil største satsning på elbiler øger forspringet.
Et år efter præsentationen af den nye iX3 har BMW modtaget 100.000 ordrer alene i Europa. Ifølge BMW er det den bedste salgsstart, som en ny model nogensinde har fået.
Tallene bliver endnu mere opsigtsvækkende, når man ser på resten af BMWs salg: Hver tredje ordre på en elektrisk BMW i Europa gælder nu iX3. Inden for X3-familien vælger halvdelen af kunderne den elektriske iX3 frem for en X3 med fossilmotor.
“100.000 ordrer på ét år er en fremragende start for Neue Klasse”, lyder det fra BMWs salgsdirektør Jochen Goller ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Fabrik må speede op
Efterspørgslen har også tvunget BMW til at øge produktionen hurtigere end planlagt.
iX3 bygges på BMWs nye fabrik i Debrecen i Ungarn. Allerede i februar indførte fabrikken et ekstra arbejdshold, og i slutningen af juli rundede produktionen 50.000 biler. Ifølge BMW er det den hurtigste opstart af en ny fabrik i koncernens historie.
Til sammenligning solgte BMW på verdensplan omkring 336.000 elbiler i 2025. De 100.000 europæiske ordrer på én enkelt model er derfor et betydeligt antal.
BMW har endnu ikke oplyst konkrete ordretal fra Kina, men melder også om stor interesse på verdens største bilmarked.
Konservativ tilgang
BMW har hidtil fulgt en mere konservativ elbilstrategi end blandt andre Volkswagen, Mercedes og Porsche.
Mens konkurrenterne tidligt udviklede komplette modelserier på særlige elbilplatforme, har BMW i højere grad benyttet fleksible konstruktioner, som kunne rumme både benzinmotorer, ladehybrider og elektrisk drift.
Det gælder blandt andet i4, i5, i7 og iX1, der grundlæggende er elektriske udgaver af BMW’s eksisterende fossilmodeller. Strategien har gjort det muligt at bygge forskellige drivlinjer på de samme fabrikker og hurtigt tilpasse produktionen efter kundernes efterspørgsel.
Tilgangen har været mindre spektakulær, men økonomisk sikker. BMW har kunnet tilbyde elbiler i næsten alle størrelser uden at investere i et helt separat modelprogram fra begyndelsen.
Der har dog været undtagelser. Den oprindelige, futuristiske i3 og den store iX blev udviklet som selvstændige elbiler.
Skifter kurs med Neue Klasse
Med Neue Klasse dropper BMW forsigtigheden. Neue Klasse-platformen er udviklet fra bunden til elbiler og kan derfor udnytte plads, batteri og elmotorer bedre end en konstruktion, der også skal have plads til en forbrændingsmotor.
iX3 er den første model. Den har 800 volt-teknologi, kan lynlade med op til 400 kW og har en officiel rækkevidde på op til 805 kilometer. Under optimale forhold kan bilen hente strøm til omkring 370 kilometers kørsel på ti minutter.
Den nye teknik omfatter også mere effektive elmotorer, cylindriske battericeller og færre, men langt kraftigere computere, der styrer bilens funktioner. Modtagelsen af iX3, har været meget positiv - også her på Hvilkenbil.
40 nye modeller på vej
Næste Neue Klasse-model i3 - sedan-udgaven af iX3 og BMW’s elektriske bud på mærkets legendariske 3-serie. BMW vil frem mod udgangen af 2027 lancere omkring 40 nye eller kraftigt opdaterede modeller med design og teknologi fra Neue Klasse.
Det betyder dog ikke, at BMW helt opgiver sin fleksible strategi. Mærket vil fortsat sælge benzinbiler og ladehybrider og overføre dele af Neue Klasse-teknologien til andre modeller.






