Første fotos af Peugeot 108 indvarsler nye ’trillinger’ – ny Toyota Aygo og Citroën C1 er også lige på trapperne med dansk premiere i juni.
Peugeot 108 blev den første af Peugeot, Citroën og Toyotas såkaldte ’trillinger’, der slap ud på nettet som ’nyfødt’. Der er officiel verdenspremiere på næste måneds biludstilling i Geneve, men i løbet af de næste dage, vil vi også se de første fotos af C1 og Aygo. Alle tre skal som forgængerne bygges på de tre mærkers fælles fabrik i Tjekkiet.
Trillingerne er små biler, men uden tvivl blandt de største nyheder på det danske bilmarked i år. Siden debuten for snart ni år siden har det fransk-japanske trekløver mere eller mindre konstant ligget i toppen af det danske bilsalg – også selv om konkurrencen er skærpet med nyheder som de tyske trillinger VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii samt de koreanske tvillinger Hyundai i10og Kia Picanto.
Peugeot’s baby, der logisk nok skifter nummer 107 ud med 108, vokser beskedne 2 cm i længden, så den nu måler 345 cm fra kofanger til kofanger. Bredden er uændret 163 cm, mens især bagagerummet nærmest er blevet voksent med en kapacitet på knapt 200 liter mod 139 liter i den nuværende model. Ifølge Peugeot er der også blevet mere plads i kabinen, men det må komme an på en test senere i år.
3 cylindre og 6 airbags
Teknisk tager Peugeot 108 et stort og tiltrængt løvespring: Den noget højrøstede 3-cylindrede benzinmotor afløses af PSA-koncernens nye generation af små motorer, der også har tre cylindre, men kan fås som 1,0 og 1,2 liter med henholdsvis 68 og 82 hk. 7-tommers touchscreen, der kan arbejde sammen med din smartphone bliver tilvalg i Access-udgaven og standard i topmodellen Allure ligesom automatisk aircondition, bakkamera og nøglefri start kan tilkøbes. Endelig gør Peugeot 108 noget ved den bedagede sikkerhed i de nuværende modeller med fire airbags og ægte gardinairbags som standard. Dog oplyser Peugeot ikke noget om, hvorvidt 108 får samme automatiske ’city brake’ system som er standard på VW Up og Co.
Som de nuværende trillinger vil Peugeot 108 og dens kommende søskende kunne fås med 3- eller 5-døre. Ny er en såkaldt Top Cabriolet med stoftag a la Fiat 500 Cabriolet. Som mange af konkurrenterne bliver bagklappen af glas, lige som de bagerste sideruder ikke kan rulles ned men kun skubbes på klem.
Den danske importør oplyser endnu ikke priser, men Peugeot 108 lanceres på et mikrobilsmarked, der er præget af den mest brutale priskrig branchen længe har set. Billigste konkurrent er presset helt ned på 64.000 kr. inkl. lev. og for tiden sælger Peugeot en 5-dørs 107 med aircondition til blot 79.000 kr. inkl. lev.
Så billig bliver 108 helt sikkert ikke – vi gætter på godt 100.000 kr. for 5 døre og aircondition.