Konceptbilen Mazda Hazumi giver et ganske præcist indtryk af den næste Mazda 2. Den kommer i 2015 – her er de 7 vigtigste oplysninger om den japanske Polo-udfordrer.
Hazumi – japansk udtryk for at være ’på spring’ – er en af de mest spændende konceptbiler på biludstillingen i Geneve, der åbner for publikum i morgen, fredag.
Bag navnet gemmer sig et designstudie, der giver en god forsmag på, hvordan den næste generation af minibilen Mazda 2 kommer til at se ud. Den produktionsklare Mazda 2 springer ud i løbet af 2015. Ser man bort fra show-gejl som pop-ud håndtag, betjeningsknapper i akryl og aluminium og de enorme alufælge, tør vi godt love, at Hazumi i bund og grund er klar til at trille af samlebåndet i Hiroshima med et ’2’ skilt på bagklappen.
Mazda er yderst sparsom med tekniske oplysninger, men konceptbilen afslører 7 vigtige detaljer om den kommende Mazda 2.
1. Modellen vokser. Hvor den nuværende Mazda 2 er blandt de mindste i miniklassen, bliver afløseren blandt de største. Faktisk 10 cm længere, 4 cm bredere og 1 cm lavere end klassekammeraten VW Polo. Det kan oversættes til målene 407, 172 og 145 cm.
2. Med Hazumi-konceptet konsoliderer Mazda sin nye ’Kodo’ designstil – ligheden med Mazda 6 og Mazda 3 er stor. På den led har Mazda indført en Audi-lignende designfilosofi, hvor alle modeller skal have de samme grundtræk.
3. Mazda 2 skal være blandt mini-klassens mest brændstoføkonomiske. Blandt andet med en ny 1,5 liters diesel, der kun udleder 90 gr. CO2/km. Det svarer til et snitforbrug på 29,4 km/l – endda med 6-trins automatgear.
4. En 1,5 liters benzinmotor med 100 hk kendt fra Mazda 3 bliver også blandt mulighederne i Mazda 2. Men der kommer også mindre udgaver. Et åbent spørgsmål er, om Mazda laver en 3-cylindret variant?
5. Mazda har arbejdet meget med at nedsætte luftmodstanden på Hazumi/Mazda 2 – bl.a. ved hjælp af små vindafvisere under bunden.
6. Hos Mazda er rød det nye sort: Både Mazda 6 og Mazda 3 blev lanceret i en mørkerød kulør – japanerne mener, at den giver bilen en særlig ’3D-fornemmelse’…
7. Dobbelt centerudstødning og godt med spoilere: Hazumi mere end antyder, at der kommer en GTI-udgave af Mazda 2. Den har i hvert fald stilen til det.