Læs med her, hvis du tror det er en kedelig blød-hats-oplevelse at køre elbil. Henrik Hauthorn smiler stadig efter den første køreoplevelse i redaktionens leasede Nissan Leaf.
Vær forsigtig med den speeder er en af vores første erfaringer med at køre el-bil.
For hvis du jokker ‘sømmet’ helt i bund, bliver du presset tilbage i sædet med et bestemt ryk – helt tilbage. Temmelig meget som når flyet sætter fuld fart på ud af startbanen for at lette mod sydlige himmelstrøg, som nogle måske har i frisk erindring her efter sommerferien.
I ‘vores’ Leaf har man altså samme fornemmelse, og er man bare lidt til fart og tempo, så er det svært ikke at få et stort smil på læben, når man sætter af i fuldt firspring fra lyskrydset, og man skal godt nok passe på for ikke at ryge op over fartgrænsen i byen. Er asfalten våd, skal speederen doseres med let fod, ellers begynder de trækkende forhjul at spinne uhæmmet.
Lidt vel rigelig kækt for en politisk korrekt øko-hip el-bilist får man en ubændig lyst til at udfordre enhver af medtrafikanter i en stående start. Ikke mindst frække GTI’er og store firmabiler med chauffører fra direktionsgangene. Selv om vores el-motor kun leverer 80 kW (109 hk) og et moment på 254 Nm.
Men de officielle tal fra Nissan oversælger bestemt ikke Leaf’ens præstationer. Måske tror Nissans markedsføringsafdeling ikke, at det er noget målgruppen for Leaf – hvem det så end er – går op i? 0-100 km/t opgives til 11,5 sekunder og topfarten til beskedne 144 km/t.
Men i den virkelige verden går det langt hurtigere.
Som en taxichauffør i Odense, der har haft en Nissan Leaf som hyrevogn på forsøgsbasis de seneste to år udtrykker det i Politiken: “Ingen kan følge med de første 60 meter.”
Vi tilslutter os. Mens alle andre stadig står i ‘startblokken’ er vi for længst væk. For elmotoren trækker med fuldt moment fra 0 omdrejninger og hele vejen op. Og med det automatiske et-trins gear mister du ikke trækkraft i et gearskift. Det er præcis som at få et los i r…. – gætter vi på. Dog flader ‘sparket’ ud over 70-80 km/t – så trækker Leaf bare jævnt godt.
Vi har ikke målt accelerationen, men søger man på nettet, er der flere video-klip, som viser eksempler på, at Nissan Leaf klarer 0-100 km/t på 8 sekunder og sågar mindre. Og klip med en topfart på knap 160 km/t er der også flere af. Og det tager betydeligt under 30 sekunder at nå derop fra stående start. Det er lige så hurtigt som mange GTI’er eller en kraftig diesel.
På rattet sidder der ganske vist en ‘ECO knap’, som effektivt ‘lægger låg’ på Leaf’ens præstationer og sparer på strømmen, men den gør livet som Leaf-bilist meget kedeligere, og skal man tro bilens info-display, strækker den kun rækkevidden med op til cirka 10 procent, ser det ud til. Det er ligesom ikke det værd…
Så hvis du ser en elbil, hvor føreren smiler bredt, hvis du altså kan nå at se det, inden du bliver efterladt ved lyskrydset, så ved du hvorfor.
Det behøver overhovedet ikke være kedeligt at køre el-bil, men det sluger godt nok meget strøm at få smilet frem igen og igen og igen…
FAKTA: Så hurtigt accelererer Nissan Leaf
0-10 mph (16.09 km/t) = 0.7 sek
0-20 (32.19 km/t) = 1.8 sek
0-30 (48.28 km/t) = 3.0 sek
0-40 (64.37 km/t) = 4.6 sek
0-50 (80.47 km/t) = 6.7 sek
0-60 (96.56 km/t) = 9.4 sek
0-70 (112.65 km/h) = 13.1 sek
0-80 (128.75 km/t) = 17.8 sek
0-90 (144.84 km/t) = 24.7 sek
Kilde: Road and track, feb 2011
Læs første del af serien: Vi har fået elbil
Læs også:
Danskerne er ligeglade med elbiler