French connection: Renault Kadjar er en Nissan Qashqai i fin fransk indpakning og den første Renault, der skal sælges i Kina. Vi ser den i Danmark til sommer.
Idéen er så oplagt, at den største overraskelse er, hvorfor Renault ikke har gjort udført den tidligere: Det franske bilmærke indgår nemlig i en tæt alliance med Nissan og har på tæt hold kunnet se, hvordan japanerne har sprøjtet den ene Qashqai efter den anden ud på markedet. Den japanske crossover har nærmest ene bil reddet Nissan siden debuten i 2007, men først nu er franskmændene klar med deres udgave af bestselleren.
Renault Kadjar hedder nyheden, der ret beset er en Nissan Qashqai i fin fransk indpakning, signeret Renaults chefdesigner Laurens van den Acker. Han har også denne gang en sikker hånd og har givet Kadjar nogle bløde, organiske linjer, der understreger slægtskabet med den kompakte Renault Captur. Dermed går van den Acker stik imod trenden hos f.eks. VW-gruppen, der excellerer i rette linjer og skarpe kanter for tiden.
Kadjar skal være Renaults ‘cashcow’
Renault Kadjar blev afsløret af Renault-Nissan alliancens topchef Carlos Ghosn, der ikke lagde skjul på, at Kadjar kan blive for Renault, hvad Qashqai er for Nissan: Lidt af en ‘cashcow’. Selv om Kadjar ret beset kommer noget forsinket til festen, rammer den nemlig ind i et boomende marked for mellemstore crossover-biler. Samtidig bliver Kadjar den første Renault, der skal produceres og sælges på det enorme kinesiske marked. Det sker i 2016, når Renault åbner en ny bilfabrik med en årlig kapacitet på 150.000 biler. Langt de fleste af dem vil være den nye Kadjar.
Herhjemme skal vi regne med at se Kadjar hos forhandlerne til sommer. Priser og specifikationer fortæller Renault endnu ikke noget om, men mon ikke, at Kadjar lægger sig tæt op af sin koncernsøster, Nissan Qashqai. Vi gætter på startpriser omkring kvart million for en basismodel med en 1,2 liters turbobenziner med 115 hk og forhjulstræk. Derfra kan der bygges på med dieselmotorer, formentlig en 1,5 liters med 110 hk og en 1,6 liter med 130 hk. Firehjulstræk bliver også en mulighed på topmodellerne.
Større end Qashqai
Motorudvalget er vores gæt, for franskmændene løfter kun en smule af sløret for teknikken i Renault Kadjar. Vi ved dog, at den med målene 445/184/160 cm bliver lidt fyldigere end sin japanske søster – helt præcist 7 cm længere og 4 cm bredere.
Bagagerummet sluger 472 liter – 42 mere end i Qashqai, selv om de to biler er baseret på samme platform. Det ser man specielt inden for, hvor knapper og betjeningsgreb i Kadjar typisk er genbrug fra Qashqai og konsekvent er placeret nøjagtig samme steder.
Renault appellerer måske lidt mere til high-tech fans med digitale instrumenter og en 7-tommers berøringsfølsom skærm med R-Link teknik, der giver adgang til diverse apps og mulighed for stemmestyring. Som på Qashqai kan Kadjar udstyres med fælge på op til 19-tommer, alt i sikkerhedsudstyr og fra midterste udstyrsniveau er der LED-kørelys for og bag. I øvrigt i et nyt C-formet design, der fremover skal være den lysende signatur for alle Renault-modeller.
Og navnet Kadjar? Det er såmænd et syntetisk navn, sat sammen af stavelserne kad og jar. Kad er inspireret af navnet quad, der repræsenterer et firehjulstrukket køretøj, mens Jar refererer til det franske udtryk for ‘adræt’, jaillir. Kadjar er med andre ord en adræt firehjulstrækker – og så gør det mindre, at langt de fleste vil blive solgt udelukkende med forhjulstræk.
Læs også: Renault vil være Danmarks nummer 3