Værditabet er langt den største udgift for bilejere. Her er fem gode råd til, hvordan du holder prisen på familiens nye bil oppe.
Det er ubetinget den tungeste post på dit bilbudget – langt tungere end eksempelvis brændstofforbrug og forsikringer: Værditabet.
I det øjeblik, du kører ud af udstillingslokalet hos forhandleren rasler værdien ned; faktisk med hele 21 pct. i snit løbet af det første år, og værditabet er størst de første år, skriver Penge & Privatøkonomi.
Men der er faktisk noget du kan gøre for at trække i håndbremsen på det voldsomme prisfald. Magasinet har samlet fem gode råd fra forskellige eksperter.
1. Når du køber ny bil, skal du gå efter at få rabat på listeprisen. Dermed hugger du fra starten en luns af værditabet. Jo større bil, jo større rabat er der mulighed for lyder tommelfingerreglen ifølge Allan Skytte Christensen, cheføkonom i FDM.
2. Gå efter en populær model, som der er mange købere til. For eksempel en stationcar i sort eller sølvmetal med dieselmotor. Ifølge analytiker på bilbasen.dk Jan Lang bør du undgå GTI’er og skrigende farver som orange, hvis du vil sikre en bedre bundlinje i dit bilkøb og -salg.
3. I forbindelse med købet skal du kun tilkøbe det ekstraudstyr, du har brug for, da det hurtigt taber sin værdi. I løbet af blot fem år, viser en beregning fra FDM. Som tommelfingerregel gælder, at du skal vælge den lille udstyrspakke, men det handler selvfølgelig også om dine egne behov og glæden ved at eje og bruge bilen. Lædersæder og regnsensor har vist sig at høre til det udstyr, der taber værdien hurtigst.
4. Når du har købt bilen, gælder det om at passe så godt på den som muligt for at begrænse værditabet. Du skal overholde alle serviceeftersyn og give supplerende undervognsbehandling. Sørg for at gemme dokumentation for alt i form af regninger. Til gengæld er det mindre vigtigt, om det er et autoriseret værksted, der klarer serviceeftersynene.
5. Når du er færdig med at nyde bilen og skal sælge den igen, gælder det om at være taktisk. Ifølge Jan Lang fra bilbasen.dk har psykologi nemlig en vis indflydelse på købernes lyst til at købe din bil, samt hvad de vil betale for den. Vil du sælge inden for de første fem år af bilens levetid, skal du holde godt øje med kilometertælleren, da det betyder en hel del, om bilen har rundet skarpe hjørner som 100.000 eller 200.000 kilometer. Han anbefaler for eksempel 85.000 eller 185.000 som gode kilometertal for et salg.
Med ovennævnte in mente kommer du ifølge Penge & Privatøkonomi gennem ejerskabet med det mindste værditab.
Har du i sinde at beholde bilen mere end otte år, er det årlige værditab ubetydeligt i forhold til de tidlige år.
Endelig kan du selvfølgelig også give afkald på duften af ny bil og i stedet vælge en lettere brugt bil, hvis du har det svært med at se penge forsvinde op i den blå luft…
Læs også:
Behold den gamle bil og spar 500.000 kr.