Astra får en ansigtsløftning

Astra ansigtsløftning
Opel Astra har fået et mildt facelift med omfattende teknisk opgradering. her får du meget bil for pengene.
Efter fire år får Opel Astra en ansigtsløftning. Vigtigste nyheder er digitalt speedometer, opgraderet elektronik og nye motorer, der alle er trecylindrede.

Efter fire år på markedet får Opel Astra en ansigtsløftning. Med sin tydelige kileform og bredskuldrede fremtoning ser Opels populære Golf-spiller på ingen måde træt ud. Måske er det også forklaringen på, at man skal have luppen frem for at få øje på forandringerne. Men de er der altså i form af let ændret lygtegrafik og nye kromdetaljer. Endnu mere diskret men vigtigt for brændstofforbruget, kan de to luftindtag nu også automatisk blændes af for at reducere luftmodstanden. Faktisk kommer den ned på 0,25 cw, hvilket er rekordlavt for klassen.

Mens Opel kun finpolerer designet, er samtlige motorer til gengæld sendt på pension. I stedet får den ansigtsløftede Astra hele seks nye motorer, fire benzin og to diesel. Alle med tre cylindre og turboladning.

Astra ansigtsløftning
Bagfra har Opel kun ændret en lille smule på grafikken i baglygterne.

Mindste benziner bliver en 1,2 liter, der fås med 110, 130 eller 145 hk. En 1,4 liters udgave yder også 145 hk, men har lidt større drejningsmoment og er altid koblet sammen med et CVT-automatgear med syv ‘fastlåste’ trin.

Pendlere og langtursbilister kan vælge mellem to nye dieselmotorer. Begge er på 1,5 liter, men yder henholdsvis 105 og 122 hk.

Opels egne motorer

Her vil opmærksomme læsere sikkert lægge to og to sammen og konkludere, at Opel har overtaget de nye motorer fra deres nye, franske ejer, PSA-koncernen. På hylderne hos Citroën og Peugeot findes nemlig en meget vellykket trecylindret, 1,2 liters turbobenziner med lignende ydelser, og var der ikke også noget med en ny 1,5 liters HDI-dieselmotor?

Godt tænkt. Men i dette tilfælde giver to og to ikke fire. De nye motorer er faktisk Opels egne, men det skyldes, at de var under udvikling, inden PSA overtog det tyske traditionsmærke. På sigt skal alle nye motorer komme fra PSA-koncernen, så de nye benzin- og dieselmotorer i den ansigtsløftede Astra bliver formentlig de sidste, der er ‘engineered in Germany’.

De nye motorer kører op til 19 procent længere på literen end forgængerne og lever allerede nu op til de kommende Euro 6d-miljøkrav, der træder i kraft i 2021.

Kabinen ligner også sig selv, men infotainmentskærmen er opgraderet. De komfortable AGR-sæder kan heldigvis fortsat tilkøbes.
Klar efter sommerferien

Inde i kabinen er der også et par spændende nyheder. Instrumenthuset er redesignet med et digitalt speedometer, flankeret af analoge visere af bl.a. omdrejninger, kølevandstemperatur og tankindhold. Den store infotainmentskærm i midterkonsollen er opgraderet med ny grafik og hurtigere processor og fungerer med både Apple og Android telefoner.

Endelig får sikkerheden et løft, fordi den automatiske nødbremse nu også reagerer på fodgængere.

Den ansigtsløftede Astra når frem til de danske Opel-forhandlere efter sommerferien – både som femdørs-hatchback og ekstra rummelig stationcar.

Astra ansigtsløftning
Instrumenterne i Astra er nye – speedometeret er nu digitalt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here