Audi A6 Avant klar i 9. generation

Audi A6 Avant kommer med både benzin- og dieselmotorer til de kunder, der endnu ikke er klar til en elektrisk A6. I Danmark til sommer.

Er du vild med Audis store A6 – Ingolstadts svar på BMW 5-serie og Mercedes E-klasse? Men ikke klar til at omstille til den elektriske A6 e-tron?

Så har Audi en god nyhed: Den nye og niende generation af A6 Avant med enten benzin- eller dieselmotor.

Næsten halvtreds år efter, at Audi lancerede den legendarisk aerodynamiske 100 Avant, er den fem meter lange stationcar klar i nyeste oplag. Og da Audi allerede har lanceret den elektriske A6 e-tron er den nye A6 dedikeret til forbrændingsmotorer. Dog med et moderne tvist i form af mild hybrid teknik med 48 volt-teknologi, der tilsætter et ekstra skud kraft på 18 kW (24 hk) under acceleration og overhalinger.

Fire cylindre og forhjulstræk

Trods det elektriske tilskud er fossilmotorerne langt fra så potente som i den elektriske A6 e-tron.

I hvert fald ikke i første omgang, hvor A6 Avant kommer med enten en firecylindret to-liters benzinmotor eller en ditto dieselmotor. Begge yder 204 hk, der sendes frem til forhjulene gennem et automatgear. Dieseludgaven fås også med Quattro – Audi’sk for firehjulstræk.

Fra 730.000 kr.

Priserne bliver højere end for A6 e-tron og begynder ved 730.000 kr. for A6 Avant med benzinmotor og forhjulstræk. Diesel koster 20.000 kr. mere. Sådan er det danske bilmarked anno 2025: En fossildrevet Audi A6 koster 160.000 kr. mere end den elektriske ditto, selv om den både har færre kræfter og mindre udstyr.

Billedet lyver ikke: Niende udgave af Audi A6 Avant får bredere sporvidde end forgængeren.

Derfor bliver niende generation af Audi A6 Avant en sjældenhed på de danske veje. På den tyske hjemmebane vil den formentlig sælge bedre end sin elektriske navnebror.

Den danske Audi-importør omtaler da også A6 Avant som ”et alternativ til den nye fuldt elektriske A6 e-tron for de danske forbrugere, der ikke på nuværende tidspunkt er klar til at anskaffe en elbil.”

Rekordlav luftmodstand

Som altid har Audi også denne gang arbejdet med vindmodstanden. A6 Avant har en luftmodstandskoefficient på 0,25 – den laveste værdi nogensinde for en fossildrevet Audi Avant.

Samtidig skal et stivere karrosseri, mere aggressive cambervinkler på hjulene og progressiv styring give A6 en mere dynamisk køreoplevelse. Topmodellerne kan udstyres med firehjulsstyring og adaptiv luftaffjedring.

Niende generation af Audis største Avant når frem til danske forhandlere til sommer. Fra 6. marts kan bilen konfigureres og bestilles på audi.dk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here