Audi Q5 klar i tredje generation

Ny platform giver mulighed for både benzin, diesel og hybridmotorer i Audis mellemstore SUV, Q5. Betjeningsskærm er lånt fra elbilen Q6.

For nylig afslørede Audi den nye A5, og så ved vi, at en ny SUV-version snart følger efter. Nu er den her: Audi løfter sløret for tredje generation af Q5, der faktisk er vigtigere, fordi SUV-udgaven er mere populær end den lave A5.

Efter A5 er Q5 den anden model baseret på Audis nye PPC-platform til biler med forbrændingsmotor, Premium Platform Combustion.

Platformen har især to fordele: Udvidet elektrificering af motorerne og adgang til den nyeste software og digitale betjening.

Designet af Q5 lægger sig tæt op af den elektriske Q6. 17-tommer hjul er standard, men Q5 tager op til 21 tommer.
Panorama-display

Det sidste betyder, at Audi – groft sagt – har løftet kabinen fra den nye elbil Q6 direkte over i Q5. Dermed får du Audis såkaldte panorama-display, der består af digital instrumentering og en knapt 15-tommer stor infotainmentskærm sat sammen i en, stor skærm, der buer ind mod føreren.

Meget BMW-agtigt i øvrigt, og det er næppe tilfældigt. Q5 skal ikke mindst indhente det forspring, som ærkerivalen BMW har i salgsstatistikkerne med deres tilsvarende X3.

Vil du have mere skærmtid, kan en knapt 11-tommer skærm til forsædepassageren tilkøbes.

Kabinen får panorama-display, der buer ind mod føreren. passagerskærm er ekstraudstyr.

Softwaren bag er udviklet af VW-koncernens problemplagede Cariad-afdeling. Udviklingen har været plaget af børnesygdomme, der har forsinket lanceringen af den elektriske Q6 med to år. Men nu skulle der være styr på teknologien, som Q5 altså deler med Q6.

Elektrisk krafttilskud

Med PPC-platformen vil el i et eller andet omfang være en medspiller til de klassiske benzin- og dieselmotorer. I første omgang som mild-hybrid systemer, hvor et lille 1,7 kWh batteri og 48 volt teknologi giver et krafttilskud på 24 hk og 230 Nm. Det giver hurtigere accelerationer, smidigere start-stop-teknik og kan holde klimaanlægget kørende i længere tid, hvis du holder for rødt eller i kø, når fossilmotoren er slukket.

Mild-hybrid teknikken skal med andre ord spare brændstof. Ifølge de første forbrugstal kan Audi Q5 køre mellem 13,2 og 16,9 km/l i snit med firecylindrede turbobenzin og -dieselmotorer med ydelser på mellem 150 og 204 hk. Det lyder realistisk, men understreger også, hvorfor en moderne fossilbil som Q5 næppe kommer til at sælge lige så godt herhjemme som tidligere. Ejerafgiften bliver høj og vil kun stige yderligere, og det samme gælder brændstofudgiften efterhånden som EU øger afgifterne på benzin og diesel.  

Det gælder i særdeleshed den foreløbige topmodel, SQ5, med tre-liters V6 motor med 367 hk og 550 Nm. Her ligger forbruget på mellem 11,6 og 12,5 km/l.

Kontakter til lys er flyttet ud i døren.
100 km på ren el

Derfor ligner de ladehybrider, som Audi er på vej med, en mere attraktiv løsning. Foreløbig ved vi dog kun, at Q5 som ladehybrid vil kunne køre omkring 100 km på el alene. Alt andet lige vil det også give lavere priser og driftsomkostninger.

De præcise tal kender vi dog først, når den danske Audi-importør åbner for bestilling af Q5 senere i år. De første biler forventes leveret i løbet af første kvartal 2025.

En anden stor nyhed er naturligvis designet. Mens den nuværende Q5 nærmest ser bred ud og har en meget karakteristisk blødt svunget linje over hjulkasserne, lægger den nye sig tæt op af designet på den elektriske Q6. Det vil sige mere lige og stramme linjer, der også får den 472 cm lange Q5 til at se mere smal og opret ud end sin forgænger – i hvert fald på billeder.

Bagsædet i Q5 kan længdejusteres.
Længdejusterbart bagsæde

Indvendig er der skruet op for praktikken med et bagsæde, der kan længdejusteres, så du kan prioritere mellem ben- og bagageplads. Bagagerummet sluger op til 1.473 liter, oplyser Audi.

Designerne har også gjort meget ud at opdele kabinen i zoner alt efter formål. Der er brugt bløde overflader og et uld-lignende indtræk på områder, som du rører ved eller sidder på, mens betjening er placeret i områder med sort pianolak.

Som i Q6 betjenes mange funktioner i Q5 ved hjælp af berøringsfølsomme felter i stedet for ’rigtige’ knapper. Det gælder også rattet, hvilket har vist sig at være et problem i andre Audi-modeller, fordi du let kommer til at fejlbetjene bilen. Vi er spændt på, hvordan det virker i praksis i Q5.  

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here