Audi trækker stikket på elektrisk A2

Den el-drevne efterfølger til kultbilen Audi A2 bliver alligevel ikke til noget. Audi erkender, at den bliver for dyr – dermed lider endnu en planlagt elbil en tidlig død.

Endnu en elbil får trukket stikket, inden den når frem til samlebåndet. Denne gang er det tyske Audi, der har mistet gnisten og dropper at færdigudvikle 2. generation af den lille aluminiumsbil A2.

Den nye Audi A2 blev første gang vist som koncept i 2011, og siden har Audi arbejdet på at færdiggøre to udgaver, dels en opladnings-hybrid, dels en ren el-udgave. Med en relativt beskeden vægt på 1.200 kilo skulle den elektriske A2 kunne køre op til 200 kilometer på en opladning, der endda kun ville tage fire timer. Vægten skulle holdes nede ved hjælp af omfattende brug af aluminium og kulfiber, mens et sandwich-gulv ville gøre det muligt at placere de kostbare lithium batterier under gulvet.

Men selv om de tyske ingeniører var nået langt med prototypen, bliver den elektriske A2 alligevel ikke til noget.

Audi har kigget kritisk på markedet og konstateret, at forbrugerne stadig ikke efterspørger elbiler. Og da slet ikke til de 40.000 euro (300.000 kr.), som A2 angiveligt skulle koste, når den var klar til serieproduktion i 2015.

Her skulle Audi A2 tage kampen op med den kommende BMW i3, der ligesom A2 bliver en kompakt fire personers elbil på lige under fire meter.

Toyota har også droppet elbil
Audi’s ændrede planer understreger, at det folkelige gennembrud for elbilen fortsat udebliver. For nylig droppede Toyota deres første elbil umiddelbart før produktionsstart med omtrent samme begrundelse som Audi: Rækkevidden ville være for kort og prisen for høj for den lille Toyota IQ EV. Samtidig er salget af nogle af de elbiler, der faktisk er sat i produktion som Renault Fluence og Nissan Leaf yderst beskedent.

Med aflysningen af den elektriske Audi trækker det også ud med en afløser for A2. Den blev lanceret i 1999 med samme spareteknik som 3-liter bilen VW Lupo og nåede hurtigt kultstatus med sin banebrydende kombination af luksus, sparemotor og high-tech aluminiumskarrosseri. Men salg og indtjening var en skuffelse for Audi, der endte med at stoppe produktionen med samme begrundelse som nu: For høj pris og for få købere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here