New York Times har spurgt læserne, om Elon Musk påvirker deres opfattelse af Tesla. Svarene må bekymre både Musk og Tesla.
Er Teslas ejer Elon Musk det største problem for Tesla?
Spørgsmålet bliver stadig mere relevant i takt med, at Elon Musk siger stadig mere kontroversielle ting. Engang talte Elon Musk om at redde verden og klimaet ved at gøre elbiler attraktive for verdens bilkøbere. Hvilket han objektivt set har haft stor succes med. Mod alle odds er Tesla blevet verdens største elbilproducent, og sidste år blev en Tesla ikke blot verdens mest solgte elbil, men verdens mest solgte bil generelt.
Siden er Elon Musk blevet kendt for andre udtalelser og handlinger, der – alt efter personlig opfattelse – er mere excentriske eller problematiske.
I 2022 afslørende New York Times, at Musk slukkede for de Starlink-satellitter, der ellers skulle hjælpe Ukraine med at forsvare sig mod den russiske invasion. Musk er også kendt for køre sine medarbejdere ekstremt hårdt og samtidig kæmpe imod deres ret til at organisere sig i fagforeninger. Han er blevet beskyldt for at have antisemistiske holdninger, og efter at have købt Twitter og omdøbt det til X, har han skruet ned for moderationen af det sociale medie, så det er blevet nemmere at fremføre udokumenterede og diskriminerende påstande. Musk er også rykket tættere på den amerikanske præsident-kandidat Donald Trump, og mange anser i dag Elon Musk for at tilhøre den yderste højrefløj i USA.
Senest har Musks lønpakke på astronomiske 56 milliarder dollars – næsten 400 milliarder kroner – skabt negative overskrifter.
’Stort flertal’ er kritiske
Samtidig begynder Teslas salg for første gang at falde. I årets første kvartal faldt Teslas globale salg med 8,5 procent. Nedturen er fortsat i andet kvartal, hvor salget er faldet 4,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
På den baggrund har avisen New York Times spurgt sine læsere, om Elon Musk påvirker deres opfattelse af Tesla?
7.500 læsere har svaret. Dommen er ikke entydig, men ifølge New York Times er ”et stort flertal” af besvarelserne kritiske over for Elon Musk.
”Grundlæggende kører du rundt i en gigantisk, rød MAGA-kasket (når du kører Tesla, red.), lyder svaret fra Aaron Shepherd med henvisning til Donald Trumps Make America Great Again-slogan. Shepherd er produktdesigner hos Microsoft, og fortæller, at han vil købe en VW ID.4 i stedet for en Tesla.
Nogle sværger, andre bander
Ben Rose, chef for analysefirmaet Battle Road Research, der har en overvejende positiv opfattelse af Tesla-aktien, svarer mere neutralt på spørgsmålet.
”Musk er en lynafleder. Nogle mennesker sværger til ham, andre bander over ham. Nogle af hans kommentarer er uden tvivl diskvalificerende for nogle mennesker. For en mindre del i en grad, så de vælger et andet bilmærke.”
Tesla har ikke ønsket at kommentere på New York Times undersøgelse. I november nedtonede Elon Musk sin egen betydning for folks opfattelse af Tesla.
”Vi laver de bedste biler. Uanset om du hader mig, kan lide mig eller er ligeglad, vil du så have eller ikke have den bedste bil?,” spurgte han retorisk i forbindelse med New York Times’ egen bogmesse sidste år.
Musk står i vejen
Går man ind på New York Times’ artikel om Elon Musk og scroller gennem de flere end 1.000 kommentarer, er der langt mellem læsere, der bakker op om Musk. Langt de fleste er negative og budskabet er klart: De vil gerne købe elbiler, men det bliver ikke en Tesla. Og det er Elon Musks skyld.
Her skal man huske på, at New York Times er en progressiv avis, der i en amerikansk kontekst opfattes som venstresnoet. Læserne er afgjort pro-elbiler, men stærkt imod Donald Trump og alt, hvad der kan associeres med præsidentkandidaten – herunder det, som mange læsere ser som Elon Musks stadig tættere forbindelser til Trump og den amerikanske højrefløj.
Interessant nok hører Hvilkenbil i stigende grad lignende kommentarer fra vores læsere. Stadig flere giver udtryk for, at Elon Musk og hans holdninger er årsagen til, at de har fravalgt Tesla. Sådan var det ikke for blot et par år siden. Der var opbakningen til Elon Musk og hans elbil-projekt total og nærmest kult-agtig.
Tesla mangler nye biler
I al fairness beskriver New York Times indgående, at mange af Teslas aktuelle udfordringer skyldes andre faktorer end virksomhedens ejer. Konkurrenterne har oppet sig, især kineserne buldrer frem og Tesla har undladt at lancere nye biler, der kan fastholde interessen for mærket.
At Elon Musk har enorm betydning for Tesla og også påvirker folks opfattelse af mærket, er indiskutabelt. Om han lige frem er blevet en sten om halsen på sit eget bilmærke, undlader New York Times at konkludere på. Trods 7.500 læsersvar er det umuligt at fælde en endelig dom. Svaret er – i hvert fald for nu – mere tvetydigt.
Robert Dean, arkitekt og en af de 7.500 New York Times læsere, kommer måske tættest på sandheden i sit svar:
”Musk er et enormt og forstyrrende talent med en forandrende og positiv effekt på den verden, vi lever i. Han er også en skæv personlighed, men jeg skal jo ikke giftes med ham – jeg køber biler fra den virksomhed, som han leder med stor dygtighed.”