BMW i3 kommer også med ’forlængerledning’

elbil strategi
BMW i3 var BMWs første rigtige elbil. Siden har BMW anlagt en mere forsigtig elbil-strategi. Det har givet pote.

Rabat fra Skat: Når BMW i3 kommer til maj, vil den mod forventning kunne fås i to udgaver – som ren elbil og med hjælpemotor, der forlænger rækkevidden betragteligt.

Elbiler kæmper med manglende rækkevidde. Således klarer BMW’s første el-bil i3, da også blot 94 km i snit på en opladning ifølge FDM, der har testet bilen. Fint til mange behov, men for kort til, at bilen er et reelt alternativ til en normal bil.

En hjælpende hånd fra Skat betyder dog nu, at BMW Danmark også tilbyder BMW i3 med en såkaldt ’Range Extender’, der ifølge BMW forlænger rækkevidden til mere end det dobbelte. Mens BMW i3 bliver lanceret som en ren elbil til 282.000 kr., koster den i udgaven med Range Extender (REX) fra 335.600 kr. plus levering. Altså en relativ beskeden merpris på 54.000 kr.

Motorcykelmotor ombord
I modsætning til den rene elbil har Range Extender-udgaven en ni-liters benzintank om bord. Den føder en to-cylindret 649 kubik BMW motorcykelmotor med 34 hk, der er koblet til en generator, som producerer strøm til batteriet og dermed forøger BMW i3’s rækkevidde.

REX-udgaven klarer i praksis til 240-300 km. Den rene elbil er til sammenligning opgivet til en rækkevidde på 130-160 km.

BMW havde egentlig opgivet at tage bilen til Danmark med udsigt til en pris på omkring 800.000 kr. Men det officielle forbrug på 166,7 km/l giver en rabat på over 600.000 kr. i registreringsafgiften, og det betyder altså, at bilen nu alligevel kommer til Danmark – som nævnt til priser fra 335.600 kr.

Ifølge BMWs presseafdeling har Skat sagt god for, at i3 REX er berettiget til rabatten.Der er dog den ulempe, at kørsel i BMW Range Extender ikke vil være helt så lydløs, som man normalt oplever i en el-bil. Lyden fra den to-cylindrede hjælpemotor vil kunne høres mere eller mindre, alt efter kørselsmønster og hvilket ’mode’, man vælger for opladning af batteriet.

Fakta: Sådan beregnes rabatten
BMW kan udelukkende sælge en i3 til 282.000 kr., fordi det danske afgiftssystem fritager elbiler for registreringsafgift. Der er dog stadig 25 % moms på elbiler, som på alle andre varer.

Årsagen til at i3 REX (med forlænget rækkevidde) kan få stor rabat på registreringsafgiften er, at der for benzin- og dieselbiler benyttes et afgiftssystem, der først lægger afgift på og dernæst reducerer afgiften med 4.000 kroner for hver kilometer en benzinbil kører over 16 km pr. liter.

For en BMW i3 med rækkeviddeforlænger, der officielt kører 167 km/l giver det et fradrag i registreringsafgiften på 604.000 kroner. Det er meget tæt på at neutralisere registreringsafgiften og dermed kommer bilen ned i en pris, som er acceptabel i Danmark.

Læs også: Elektrisk BMW i3 til under 300.000 kr.

Fakta: Tekniske specifikationer for BMW i3 

Data/model BMW i3 BMW i 3 REX
CO2-udledning, g/km 0 13
Forbrug, km/l 166,7
Rækkevidde, blandet kørsel, km 130 – 160 240 – 300
Vægt, kg 1.195 1.315
Ydelse, hk / kW 170 / 125 170 / 125
Drejningsmoment, Nm 250 250
Topfart, km/t 150 150
Acceleration 0-100 km/t 7,2 7,9
Acceleration 80-120 km/t 4,9 5,5
Pris, kr. 282.000 335.600

 

Kilde: BMW Danmark – priser excl. levering 3780 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here