BMW 1-serie får et facelift. Modellen får to benzinmotorer med mildhybrid-teknik og afgiver det lille i til BMWs elbiler.
Fem år efter at BMW lancerede den nuværende 1-serie med det – for BMW-fans – lidt chokerende skifte fra bag- til forhjulstræk, får ’baby’-BMW’en et facelift.
BMW selv taler godt nok om den ”helt nye BMW 1-serie i fjerde modelgeneration”. Modellen fortsætter dog på samme platform, så reelt er der tale om et klassisk midtvejs-facelift med mindre justeringer af design og teknik.
To benzinere, ingen el
De største nyheder findes på mange måder i de ting, der ikke ændres på eller fjernes fra 1-serien. Det gælder motorprogrammet, der reduceres til to benzinmotorer med 48-volts hybridteknik. 120 med tre cylindre, 170 hk og syv-trins automatgear med dobbeltkobling og den skrappe M135 xDrive med træk på alle fire, adaptiv M-undervogn, hele 300 hk og samme automatgear som 120.
Altså ingen ’rigtige’ hybrider med lademulighed i den opgraderede 1-serie. Og heller ikke en elbil-udgave, som vi ellers kender det fra X3, 4- og 5-serien.
’i’ for elbiler
Inkarnerede BMW-fans har allerede her bidt mærke i, at der mangler et lille ’i’ bag modelbetegnelserne. Og det skal de vænne sig til, for det forsvinder fremover på alle mærkets fossilbiler: BMW reserverer fremover det ellers BMW-ikoniske ’i’ for ’petrol injection’ (benzinindsprøjtning) til mærkets elbiler.
Designet ligner grundlæggende også sig selv. For og baglygter skifter dog fra en vandret til en lodret grafik i f.eks. kørelyset. Og så justerer BMWs designere nok engang på den kendte nyreformede kølergrill. Mens den nuværende 1-serie lancerede en nyregrill i ’over-size’, der siden blev endnu større på efterfølgende BMW-modeller, slår designerne nu bak på den opdaterede 1-serie. Her er grillen langt mere flad og mindre iøjnespringende, men dog fortsat større end på ældre BMW-modeller.
En anden markant designdetalje er, at modelbetegnelsen 1 nu er præget ind i rammen til den bagerste siderude med det berømte Hofmeister-knæk. Den nye 1-serie bliver også den første BMW nogensinde, der kan fås med tag i kontrastfarven sort højglans.
I Danmark i oktober
Teknisk er BMW 1-serie især opgraderet på assistentsystemerne. Driving Assistant med kollisionsadvarsel for fodgængere og cyklister, skiltegenkendelse, advarsel ved vognbaneskift og udkørselsadvarsel samt parkeringsassistent er nu standard.
Det gælder også cloud-baseret navigation og Apple Carplay, mens head-up display er ekstraudstyr.
Herhjemme ser vi den opdaterede 1-serie hos de danske BMW-forhandlere i oktober. Importøren forventer at have priser klar midt på sommeren.
Med fokus på to motorstærke udgaver, vil de formentlig begynde på den dyre side af 350.000 kr. Mens 1-serien tidligere var en sællert for BMW, er den i nogen grad blevet overhalet af BMWs elbiler og crossoveren X1. Sidste år blev der solgt 789 1-serie i Danmark.
Du kan læse vores test af den nuværende BMW 1-serie her.