Her er Toyotas bud på en smart men folkelig elbil

toyota c-hr+

Toyota C-HR+ skal konkurrere med biler som Skoda Elroq og Renault Scenic. Midlerne er skarpt design og op til 600 km rækkevidde.

Toyota har noget med modelbetegnelser, der oftere forvirrer en forklarer. Det gælder også dagens store Toyota-nyhed, en ny mellemstor crossover-elbil, der kommer ind på det brandvarme danske marked til priser lige omkring 300.000 kr.

Oprindelig skulle bilen hedde bZ3X, fordi den er lidt mindre end bZ4X. Men selv Toyota er blevet trætte af mystiske modelbetegnelser og har meddelt, at den slags er de færdige med. Derfor hedder den nye model C-HR+…

Hvilket også savner logik, for selv om C-HR+ designmæssigt er inspireret af hybriden C-HR, er +-udgaven en 16 cm længere elbil baseret på samme e-TNGA-platform som den større bZ4X. Det lille + indikerer ifølge Toyota, at den nye model tilbyder ”øget anvendelighed og praktikalitet og de unikke egenskaber ved eldrift.” Men teknisk har C-HR og C-HR+ altså ikke noget tilfælles.

Omkring 300.000 kr.

Så fik vi det sat på plads – og så kan vi komme i gang med selve bilen. C-HR+ er nemlig en særdeles interessant nyhed for de mange danskere, der er på udkig efter en elbil i prisklassen omkring de 300.000 kr.

Skarpe, dramatiske linjer præger Toyota C-HR+. Trods navnet har den ikke meget med hybriden C-HR at gøre og er også 16 cm længere.

C-HR+ står først hos de danske forhandlere sidst på året, så priserne er endnu ikke klar, men da den større bZ4X lige nu fås fra 300.000 kr., anslår vi, at C-HR+ starter en smule lavere.

Med en længde på 452 cm og en akselafstand på 275 cm skal C-HR+ konkurrere med elbiler som Skoda Elroq, Ford Explorer og Renault Scenic Electric.

Basisudgaven får et batteri på 58 kWh, der er koblet til en relativt beskeden elmotor på 123 kW (167 hk). Rækkevidden forventes at blive i omegnen af 450 km.

Med et større batteri på 77 kWh, en kraftigere elmotor på 165 kW (224 hk) og forhjulstræk som basisudgaven, lover Toyota en rækkevidde omkring 600 km.

To skærme og dreje-gearvælger i kabinen.

Topudgaven får endnu en elmotor, der giver firehjulstræk og en samlet ydelse på 252 kW (343 hk). Det gør power-udgaven af C-HR+ til den stærkeste af alle Toyota-modeller.

Skal være sjov at køre

Ifølge Toyota skal C-HR+ især tilbyde et markant design, der dog ikke hæmmer pladsen på bagsædet. Bagagerummet på 416 liter er dog tilden beskedne side for bilklassen.

Et andet trumfkort skal være dynamiske køreegenskaber. Både affjedring og styretøj er tunet til at gøre C-HR+ sjov at køre.

Endelig skal teknologien være mærkbart opdateret sammenlignet med Toyotas første dedikerede elbil, bZ4X, der fik en hård start med flere børnesygdomme. Især rækkevidde og ladehastighed – særligt i koldt vejr – vakte kritik. C-HR+ møder dog også op bevæbnet til tænderne med modsvar i form af varmepumpe, forvarmning af batteriet og en drivline, der skal være mere effektiv end tidligere.

Lynladning op til 150 kW

AC-ladning ved 11 kW er standard, men hurtigere 22 kW-lader kan tilkøbes. Lynladning med max 150 kW lyder måske ikke imponerende anno 2025, men Toyota lover en flad ladekurve og dermed hurtig lynladning. Japanerne opgiver dog endnu ikke en tid for 10-80 pct. opladning af batteriet.

Den 14-tommer store skærm har fysiske knapper til justering af varme og lyd. Bemærk også de mange fysiske knapper i rattet – de skal lette betjeningen.

I kabinen dominerer en central infoskærm på 14-tommer, der får automatisk ruteplanlægger i forhold til opladning på lange ture. Bemærk at Toyota har ulejliget sig med ganske mange fysiske knapper – bl.a. til regulering af varme. Også rattet har flere fysiske genvejstaster – det lover godt for brugervenligheden.

Udstyrsniveauet kender vi endnu ikke, men ifølge Toyota bliver fine detaljer som adaptive LED-forlygter og blindvinkelassistent standard.

Bestseller-potentiale

Inden C-HR+ kommer til Danmark, ser vi Toyotas mere kompakte elbil med det mere mundrette navn Urban Cruiser til efteråret. Men tag ikke fejl: Hvis prisen er rigtig, har den mellemstore C-HR+ gode muligheder for at blive en ny bestseller herhjemme. Størrelse, rækkevidde og formentlig pris rammer lige der, hvor mange danskere køber elbil. Og der er mange loyale Toyota-kunder derude, der venter på en lidt mindre og mere gennemprøvet elbil end den større bZ4x.

Der er plads til 416 liter i bagagerummet, der også har et lille kælderrum.
Fakta: Toyota C-HR+

Elektrisk crossover med for- eller firehjulstræk. Toyotas tredje dedikerede elbil efter bZ4X og Urban Cruiser.

Længde/akselafstand: 452/275 cm
Bagagerum: 416 liter
Batteri: 58 eller 77 kWh
Varianter:
123 kW, forhjulstræk
165 kW, forhjulstræk
252 kW, firehjulstræk
Rækkevidde (anslået): 450-600 km (WLTP)
Pris fra (anslået: ca. 300.000 kr.
I Danmark ultimo 2025. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here