Hvis danskernes appetit på elbiler fortsætter og afgifterne ikke stiger, vil der køre 1,6 mio. elbiler på de danske veje allerede i 2030.
Danskerne er vilde med elbiler. Så vilde, at interesseorganisationen Mobility Denmark nu forudser, at der allerede om seks år – i 2030 – vil køre 1,6 millioner elbiler på de danske veje.
Det er en voldsom opjustering: Da regeringen omlagde bilafgifterne i 2020, var forventningen godt en halv million elbiler i 2030. Siden har regeringen opjusteret til lidt over 900.000 elbiler, men der er fortsat tale om markant større optimisme hos Mobility Denmark.
Ikke mindst i forhold til den aktuelle bestand på lidt over 300.000 elbiler. Ifølge Mobilitys prognose vil danskerne skulle købe flere end 1,2 millioner elbiler over de næste seks år.
Mobility Denmark, der er brancheorganisation for bl.a. bilproducenter, bilimportører og ladeoperatører og derfor har interesse i at fremme bilsalget, tager da også selv forbehold for den markante opjustering af elbil-bestanden.
Forbehold for afgifter
Brancheorganisationens optimistiske prognose tager nemlig udgangspunkt i, at de nuværende og meget lave afgifter på elbiler holdes i ro og at staten ikke – som planlagt – øger afgifterne fra 2026.
De planlagte afgiftsstigninger vil i gennemsnit gøre elbiler 28.900 kr. dyrere. Der er dog store variationer fra elbil til elbil; enkelte modeller vil slet ikke stige i pris, andre bliver både 40.000 og 50.000 kr. dyrere.
Mobility Denmark benytter prognosen til endnu en gang at advare mod de planlagte afgiftsstigninger. Ifølge brancheorganisationen vil det bremse omstillingen til elbiler, hvis statsstøtte som lavere afgifter på elbiler fjernes eller reduceres.
“Vi har set i vores nabolande, at det har store konsekvenser for elbilsalget, hvis incitamenterne fjernes for tidligt. I Sverige og Tyskland er elbilsalget stagneret, men vi har tillid til, at man vil fastholde afgiftsrabatten på elbiler i Danmark” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Udover fortsat lave afgifter, opfordrer Mobility Denmark til yderligere udbygning af ladeinfrastruktur og elnet for at holde farten oppe på omstillingen til elbiler.
Lynanalyse: 1 mio. elbiler er mere realistisk
Fra 300.000 til 1,6 millioner elbiler på seks år.
Det er en vild prognose, som Mobility Denmark kommer med. Nok også for vild: Selv om der er højspænding på salget af elbiler, der i år udgør halvdelen af det danske nybil-salg, skal der immervæk sælges over 200.000 nye og brugte elbiler hvert år inklusive 2030 for at opfylde prognosen.
To ting står i vejen: Alt tyder på, at afgifterne på elbiler vil stige. Regeringen har brug for pengene til mere velfærd, pension og formentlig en krigsskat til styrkelse af det danske forsvar.
Elbiler købes lige nu af købestærke danskere. Det bliver sværere at sælge elbiler til danskere med lavere indkomster. De mindre og billigere elbiler kommer først for alvor i 2025, og først når de er brugte og endnu billigere, bliver elbiler tilgængelige for de mange danskere, der har 100.000 kr. eller mindre til deres bilkøb. Det tager tid. De første elbiler er de nemmeste at sælge, de sidste bliver de sværeste.
En mere sandsynlig prognose er derfor, at salget af elbiler rammer et sted mellem regeringens opdaterede mål på godt 900.000 elbiler i 2030 og Mobility Denmarks optimistiske på 1,6 millioner.
Et realistisk mål er ca. én million elbiler i Danmark i 2030. Dermed er en tredjedel af bilparken fuldt elektrisk om seks år. Det er faktisk imponerende og må betegnes som hurtig omstilling.