Lørdag kaldes der til demonstrationer mod Elon Musk ved Tesla-butikker verden over. Musk skal ud, er budskabet.
“Tesla Takeover” hedder en græsrodsbevægelse, der er opstået på de sociale medier. Og i morgen, lørdag den 15. februar, kalder “Tesla Takeover” til demonstrationer rettet mod Tesla-topchef Elon Musk. Planen synes at være, at protesterne skal finde sted ved så mange Tesla-butikker i verden som muligt.
Anti-Musk-bevægelsen ser ud til at være opstået på Bluesky, en SoMe-platform, der blev stiftet som protest mod Twitter, før Elon Musk købte Twitter og omdøbte det til X. Den internationale hackergruppe, Anonymous, der kæmper for ytringsfrihed og mod censur på internettet, bakker op om “Tesla Takeover” og gør sit til at promovere lørdagens demonstrationer.
Musk skal ud
Som en af “Tesla Takeover”-følgerne skriver på Bluesky: “Den eneste grund til, at jeg ønsker, at Tesla-salget skal falde, er for at få Elon Musk ud som CEO og få en som J.B. Straubel ind til at erstatte ham.”
Jeffrey Brian Straubel var medstifter af Tesla og var i årene 2004-2019 teknisk udviklingsdirektør (CTO – Chief Technology Officer). I 2019 stiftede han Redwood Materials, der genbruger litium-ion-batterier, og siden 2023 har han været en del af Teslas bestyrelse.
“Tesla Takeover”-bevægelsens overordnede budskab er, at Elon Musk, som støtter USA’s nyligt tiltrådte præsident, Donald Trump, er et større og større problem for Tesla og derfor bør overlade chefposten til en anden. Musk har i årevis stået i spidsen for Tesla og ejer i dag 13 procent af aktierne.
Holdningen er, at Musks politiske engagement hæmmer Tesla, og siden hans interesse for Tesla de senere år synes at have været aftagende, vil det være bedst for Tesla, hvis han erstattes af en person, som er dedikeret.
Den meget løst funderede “Tesla Takeover”-bevægelse indkalder via Bluesky til globale demonstrationer lørdag kl. 11 amerikansk vestkyst-tid. Vi får se, om også europæere møder op ved Tesla-butikkerne.
Læs mere om “Tesla Takeover”-protesterne på mediet Electrek.
Af redaktionen