Mini’s nye, tyske designchef kan for første gang sætte sit aftryk på det ikoniske britiske bilmærke - og Holger Hampf lover synlige forandringer.
Mini har i al diskretion fået ny designchef. Faktisk har tyske Holger Hampf haft ansvaret for designet af det ikoniske britiske bilmærke siden 2024, men da de nuværende Cooper, Countryman og Aceman er designet før Hamp overtog chef-blyanten, har han ikke haft lejlighed til at præge designet.
Men det får han nu, når de tre Mini-modeller snart får et såkaldt midtvejs-facelift. Selv om der er tale om justeringer af det eksisterende design, lover Holger Hampf synlige forandringer.
Kritik af kinesisk Mini
“Du vil se mit arbejde i den kommende Life Cycle Impulse (midtvejsfacelift, red.),” fortæller Holger Hampf til det britiske bilmagasin Autocar.
Ifølge Hampf bliver midtvejsfacelift en “vigtig milepæl” for mærket, baseret på “feedback fra kunderne på denne generation biler.”
Kender man til modtagelsen af de nuværende Mini’er, hentyder Holger Hampf her diskret til den udbredte kritik af, at det nyeste Mini-design er for glat og kønsløst - for lidt klassisk Mini. Kritikken hænger formentlig sammen med, at den nuværende generation af Mini’er er udviklet og fremstillet af BMW’s kinesiske partner, Great Wall Motor.
Priser sat ned
Kineserne har sågar udviklet bilens chassis, der definerer Mini’s højt besungne køreegenskaber. Hvad angår fintuning og selve designet, har der dog været Mini-medarbejdere inde over.

At de kinesisk-udviklende Mini’er er elektriske, har formentlig også foruroliget mange Mini-fans. Trods produktion i Kina var de nye Mini’er gennem længere tid også overraskende dyre, hvilket formentlig også har medvirket til utilfredsheden. Siden er der kommet et helt nyt set-up for Mini i Danmark, der har sænket priserne markant.
Ud på offroad-eventyr
Mini lever højt på sin fortid og især sit ikoniske design. Der står altså noget på spil, når mærkets designchef vil justere på bilernes visuelle identitet.
Holger Hampf kommer med flere indikationer på, hvad vi kan vente os af fremtidens Mini’er.
Blandt nyhederne er en offroad-duelig Mini, der skal sende den ellers så by-venlige Mini ud i naturen, hvor ejeren kan få et pusterum fra den travle storby.
Eksklusive specialserier
Hampf afslører også, at Mini vil fortsætte samarbejdet med kendte designere som Paul Smith om at skabe små specialserier af eksklusive Mini’er.
"Kortlivede modeller i begrænset oplag og samarbejder vil skabe opmærksomhed og værdi. Det behøver ikke altid være en helt ny bil - det kan også handle om en historiefortælling og at ændre eksisterende modeller til en livsstil,” siger Holger Hampf.
Et par konkrete eksempler er stilstudierne The Skeg og The Machina, der viste et par radikale fortolkninger af Mini-designet - uden at smide historien ud med badevandet.
Vildere end John Cooper Works
Endelig afslører Holger Hampf, at topmodellerne John Cooper Works kan komme i endnu vildere udgaver. Forbilledet er BMW, der oven på M-modellerne har de ekstra skrappe M Competition-udgaver.
Vi skal dog helt ind i starten af 2030’erne, før Mini’s designchef får lov til at begynde med et helt blankt stykke papir og dermed for alvor kan sætte sit aftryk på Mini.
Læs Hvilkenbils vurdering af den elektriske Mini Cooper i testen her.






