Kia er på vej med endnu en elbil. I 2026 kommer fætteren til Hyundai Inster, Kia EV2, der er en krympet udgave af EV3. Pris? Under 200.000 kr.
Som forbrugere og tilhængere af elbiler kan vi kun gnide os tilfredse i hænderne over den linde strøm af mindre og billigere elbiler, der er på vej. Om kort tid triller 180.000 kroners-bilen Hyundai Inster ud på vejene, og fætteren fra Kia med navnet EV2 er tæt på at kaste sløret.
Flere medier har offentliggjort spionfotos af en camouflage-indpakket Kia EV2. Som ventet synes designet at være stærkt inspireret af dens vellykkede storebror, EV3, Årets Bil i Danmark 2025 (billedet).
Teknisk er den baseret på Hyundais E-GMP-platform, samme som EV3. Det vil dog være en overraskelse, hvis EV2 også kommer med et 78 kWh-batteri som EV3. Det er mere sandsynligt, at EV2 kommer med to batteri-størrelser som Inster, altså et på 42 og et på 49 kWh. Om Kia vælger at “løfte” EV2-niveauet lidt over Inster ved at nappe EV3’s mindste batteri på 56 kWh, har man da lov at håbe på.
Kampen mod kineserne
I en nylig artikel i Korean Economic Daily kunne man læse, at EV2 udelukkende er planlagt til det europæiske marked. EV2 skal produceres i Slovakiet, den kommer i 2026, og målet er at sælge 100.000 styk om året. Med Kia EV2 og Hyundai Inster håber den sydkoreanske koncern at holde de kinesiske rivaler fra livet i Europa.
På de spionfotos, som bl.a. kan ses på motorauthority.com, får man ikke et kig ind i EV2’eren, men det formodes, at interiøret vil være meget lig det i EV3.
Udover Hyundai Inster vil konkurrenterne blandt andre være Citroën ë-C3, der så småt er på vej ud nu, ë-C3’s italienske slægtning Fiat Grande Panda, der måske kommer senere i år, Renault 4 E-Tech, der ventes i sensommeren, BYD Dolphin samt de elektriske Volkswagen-minier VW ID.2, Skoda Epiq og Cupra Raval, der får premiere næste år.
Strømmen af elbiler fra Kia er massiv i øjeblikket. Inden EV2 lancerer Kia sin Tesla Model 3-konkurrent EV4, der ventes både som sedan og hatchback. Inden 2025 er omme, vil Kia også være klar med SUV’en EV5.
Af redaktionen