Elbilers rækkevidde er tredoblet over 10 år

Foto: Tesla Inc.

På 10 år er elbilers gennemsnitlige rækkevidde mere end tredoblet fra 136 til 453 km, viser tal fra det amerikanske energiministerium.

At elbiler får stadig længere rækkevidde vil næppe overraske ret mange mennesker, der følger bare lidt med i nyheder fra bilernes verden. Men hastigheden som udviklingen sker med er faktisk forbløffende.

I USA har det amerikanske energiministerium, U.S. Department of Energy (DoE), indsamlet data for elbilers rækkevidde for modelår 2011 til og med 2024.

Forbedringen er nærmest dramatisk. I 2011 havde elbiler i gennemsnit en rækkevidde på 109 km. Det var dengang, hvor første generation af Nissan Leaf var langt den mest udbredte elbil og havde en teoretisk rækkevidde på 160 km under gunstige forhold.

I 2014 var den gennemsnitlige rækkevidde øget til 136 km. 10 år senere, i 2024, er der sket et kæmpe spring, der bringer gennemsnits-rækkevidden op på 453 km – altså mere end en tredobling sammenlignet med 2014.

Stort spring i 2016

Nærlæser man DoE’s tal, lægger man mærke til et markant løft i rækkevidde mellem 2015 og 2016. Her øges rækkevidden fra 144 til 349 km. På dette tidspunkt har Tesla Model S været på markedet i USA siden 2012 og begynder for alvor at blive et alternativ til fossildrevne biler i takt med, at Tesla udruller sit netværk af Supercharger-ladere.

Ellers handler historien om den hastigt voksende rækkevidde især om forbedringer af elbilernes batterier. Over de seneste 10 år er elbil-batterier både blevet større og mere energieffektive. Det ses også på en anden analyse, som det amerikanske energiministerium har lavet over elbilers maksimale, teoretiske rækkevidde. I 2011 var den 150 km. 13 år senere, i 2024, er den vokset til 828 km.

Lucid kører længst

Den rekordlange rækkevidde skal tilskrives den amerikanske elbil Lucid Air. Her er der tale om en teoretisk rækkevidde, som vi kender det fra den europæiske WLTP-norm, og som man kun kan opnå under meget gunstige forhold. Alle tal fra DoE er dog baseret på den skrappere og mere realistiske amerikanske EPA-norm.

Uanset målemetode og om man kigger på udviklingen af den gennemsnitlige eller maksimale rækkevidde, viser DoE’s tal, at elbilers rækkevidde hele tiden øges. Og at udviklingen går hurtigt.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here