Er billig-modellen fra Tesla bare en discount-udgave af Model 3?

Foto: Tesla Inc.

Tesla har i flere år lovet en billig model. Men måske er den kommende billige Tesla bare en skrabet version af Model 3.

Verden venter på billige elbiler, og storproducenten Tesla har skiftevis antydet og lovet billige biler. Første løfte kom i 2020, men jo længere vi venter på noget konkret, desto sværere bliver det at tro på.

Men måske er de de billige modeller, som Tesla-ejer Elon Musk senest for en måned siden lovede ved aflæggelsen af regnskabet for andet kvartal 2024, bare en discount-version af Model 3.

For nu er der nemlig dukket en skrabet udgave af Model 3 op i Mexico. Bilen har hverken varme i sæder eller rat, den har ikke lædersæder, men stofsæder, ingen skærm til passagererne på bagsædet og kun hvid kabinebelysning. Ikke noget fancy ambientelys i flere farver.

Mexicanerne kan som de første vælge en nedgraderet Model 3 med bl.a. stofbetræk på sæderne. Screendump fra Tesla Mexico.

Og den er netop dét, man har efterspurgt: Billig. I hvert fald lidt billigere. Mexicanerne kan købe den skrabede Model 3 for 749.000 pesos (ca. 272.000 kroner). Det er 50.000 pesos mindre (18.000 kr.) end den hidtil billigste, så det er da et skridt på vejen.

Fremkomsten af den ‘mexicanske’ discount-Model 3 har fået det amerikanske netmedie InsideEVs til at spekulere i, at når Elon Musk i juli lovede billigere modeller, så kan den mere sparsomt udstyrede Model 3 være udtryk for netop det.

Duracell-kaniner og varm luft

Da Elon Musk aflagde kvartalsregnskabet i sidste måned, talte han mere om Teslas kommende Robotaxi, om selvkørende biler generelt og om kunstig intelligens (AI – Artificial Intelligence), end han talte om billigere Teslaer. Seneste regnskab viste kraftig nedgang i salg og indtjening, men dog øget omsætning. Og stadigvæk overskud, i andet kvartal på 1,5 milliarder dollar (lidt over 10 mia. kr.).

At løfterne sidder løst i Elon Musks ærmer, er der flere eksempler på. Når han har bebudet noget nyt og epokegørende, har det ofte affødt positive reaktioner på børserne med stigende aktiekurser som resultat. Hvilket kan være et formål i sig selv.

I 2016 lovede han, at man ville kunne køre tværs over USA i selvkørende biler i 2017. Rygterne om en kompakt og billig Tesla lød første gang i 2020, og projekt ‘Redwood’ – Model 2 (?) – som den billige Tesla blev omtalt som, skulle være klar i 2025. 

Det kan teoretisk set stadig nås, men endnu har vi ikke set noget konkret, og da Musk ikke plejer at holde sig tilbage med nyheder, der gavner butikken og hans image, tyder ikke ret meget på, at vi ser et håndgribeligt resultat af projekt ‘Redwood’ næste år.

Tesla
Tesla Roadster.

I 2017 trak Musk endnu en Duracell-kanin op af hatten og fremviste en koncept-udgave af Tesla Roadster version to. Interesserede købere af Roadster har siden kunnet indbetale 50.000 dollar (340.000 kr.) i depositum til Tesla og Elon Musk. Og det kan de stadig. Men indtil videre er Roadster mere varm luft end roadster. 

Rygter er der masser af, konkret viden er der ikke meget af, men nogle amerikanske medier gætter på, at Roadster er køreklar i 2026. Hvor mange mennesker, der har smidt 50.000 dollar i depositum, findes der ikke valide faktuelle oplysninger om.

Af redaktionen

1 COMMENT

  1. Billigere Tesla 3. Lyder godt, men der kan skæres meget andet bort. Mon ikke man ville få en anden gruppe af kunder ind i butikken, hvis man mere eller mindre efterlignede BMWS kabiner med lækre knapper, som sidder der hvor man forventer dem, og rettet mod chaufføren.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here