Fisker producerede kun 10.000 biler i 2023

fisker konkursbegæring

Målet var 36.000 biler i 2023, men danske Henrik Fisker endte med at producere 70 pct. færre. Aktiekursen er faldet 60 pct. på et år.

For den danske bildesigner Henrik Fisker og hans firma Fisker Inc. blev 2023 ikke den succes, han havde håbet på.

Til langt ind i året var planen at producere 36.000 Fisker Ocean, men i august måtte firmaet nedjustere produktionen til 20.000. Produktionen hos østrigske Magna Steyr, der bygger den elektriske SUV, kom haltende i gang. Da Henrik Fisker i sommer med stor optimisme præsenterede de planlagte Ocean-søskende Pear, der er på størrelse med Volkswagen ID.3, Ronin, der er en firedørs GT cabriolet, og den firedørs pickup Kayak, forklarede han vanskelighederne med “kortvarige leveringsproblemer hos en enkelt underleverandør”.

Da året var gået, kunne han konstatere, at det blot var lykkedes at producere 10.142 biler.

Optimistisk som Elon Musk

I løbet af året faldt Fisker Inc.’s aktiekurs med 76 procent. Da Henrik Fisker med nærmest Elon Musk-agtig optimisme på 2023’s sidste hverdag udsendte en pressemeddelelse, der redegjorde for planer om øget gang i butikken i januar, steg aktiekursen dog samme dag med 16 pct.

Siden har Fiskers aktuelle planer om at kombinere firmaets direkte salg til forbrugerne med et partnerskab med udvalgte forhandlere, presset kursen ned igen. Ved udgangen af marts forventer Fisker at have omkring 100 forhandlere på plads, der skal supplere det nuværende onlinesalg.

Fredag faldt aktien med ni procent – dermed er den siden nytår dykket med 24 pct. Dermed når Fisker-aktien et historisk lavpunkt på kurs 1,33. For blot tre år siden toppede Fisker-aktien i kurs 32.

Udover leveringsproblemer løb Fisker Inc. i løbet af 2023 også ind i nedture i form af ændringer i firmaets ledelse, problemer med kontantbeholdningen og globalt set et generelt vigende salg af elbiler.

I efteråret lykkedes det dog at hente over en milliard kroner i frisk kapital fra en hemmelig investor. Ifølge førnævnte pressemeddelelse fra Henrik Fisker gjorde det i 2023 firmaet til “et indtægtsgivende selskab”.

Om optimismen holder i den virkelige verden, kan man have sin tvivl om, når man ser på de reelle produktionstal. Men på Fisker Inc.’s hjemmeside oplyses det, at “anslået levering” på en præ-konfigureret Ocean er “4-15 dage”, og på en personligt konfigureret “3 måneder eller mindre”. Pear og Kayak kan reserveres for et depositum på 250 dollar (cirka 1.700 kroner) og Ronin for 2.000 dollar (ca. 13.600 kr.). Hvornår de kan leveres, fremgår ikke.

bilimportørernes hjemmeside oplyses, at der i 2023 blev indregistreret 290 styk Fisker Ocean i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here