Forbud mod dieselbiler har forbedret luftkvaliteten

Foto: miljoezoner.dk

Undersøgelse viser, at partikelforureningen i de fem største danske byer er reduceret med 36 pct. efter forbud mod gamle dieselbiler.

I oktober sidste år indførte København og Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg et forbud mod dieselbiler uden partikelfilter i byernes miljøzoner.

Forbuddet gælder for alle dieselbiler uden partikelfilter – altså også lastbiler, busser og varevogne.

Siden har Nationalt Center for Miljø og Energi undersøgt luftforureningen i de fem byer. Undersøgelsen konkluderer, at luftkvaliteten er blevet markant bedre. Ved at holde gamle dieselkøretøjer ude af miljøzonerne, er partikelforureningen reduceret med 36 pct. Det skriver dr.dk.

God idé

”Helt generelt er miljøzoner en god ide, fordi de stiller krav om renere biler i nogle områder, hvor der bor rigtig mange mennesker. Og det betyder, at emissionen går ned, og så får man også en forbedring af luftkvaliteten. Det vigtigste er reduktionen i partikelforurening, fordi det er den, der giver den største gevinst for helbredseffekter,” siger seniorforsker på Aarhus Universitet Steen Solvang Jensen, der står bag undersøgelsen.

Selv om en reduktion af sundhedsskadelige partikler på mere end en tredjedel lyder af meget, understreger forskerne bag undersøgelsen, at dieselbiler kun udgør en del af forureningen.

”På landsplan dør cirka 3.700 mennesker for tidligt på grund af luftforurening, og kun 700 af dem dør som følge af udledning fra danske kilder. Og her er de største kilder brændeovne, landbruget og vejtransporten,” siger Steen Solvang Jensen til dr.dk.

Skrappere krav på vej

Forbuddet mod dieselbiler uden partikelfilter i miljøzoner håndhæves ved hjælp af bøder. Kører du ind i en miljøzone uden dieselpartikelfilter, koster det 1.500 kr. i bøde. Og det kræver ikke, at du bliver opdaget af politiet: Kontrollen udføres automatisk af kameraer, der aflæser bilernes nummerplader.

Siden 2008 har der været miljøzoner i Danmark for dieseldrevne køretøjer. Kravene til udstødning er løbende blevet skærpet. Fremover forventes endnu skrappere miljøkrav. Senest har Aarhus fremlagt en plan, der vil udelukke fossildrevne biler fra det centrale Aarhus. Her vil det kun være tilladt at køre i enten brint- eller elbil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here