Hærværk kan gøre det dyrere at forsikre Tesla

Utilfredshed med Elon Musk øger omfanget af hærværk mod Teslaer. Det kan gøre det dyrere at forsikre bilerne, advarer forsikrings-ekspert.

Siden Teslas ejer og CEO Elon Musk først støttede og siden blev en del af den amerikanske præsident Donald Trumps administration, har protesterne taget til i styrke. Verden over demonstrerer mennesker mod Elon Musk. Teslas chef kritiseres for alt fra hans rolle som ikke-folkevalgt nedskærings-minister i USA, over indblanding i europæisk politik til armbevægelser, der sammenlignes med nazisternes heilen.

Selv i Danmark skabte Elon Musk sig utvivlsomt nye modstandere, da han kaldte den danske astronaut og nationalhelt Andreas Mogensen for ’idiot’.

Global bølge af hærværk

Elon Musk er med andre ord gået fra at være tech-nørdernes ukronede konge til at være et globalt hadeobjekt. Og mange nøjes ikke med at sende verbale svinere mod Trumps ’first buddy’ på sociale medier eller sætte ”I bought this before Elon went crazy” klistermærker på deres Teslaer. Omfanget af hærværk mod Tesla-biler tager til i styrke. De seneste par måneder er Tesla blevet spraymalet, ridset, vandaliseret, skudt på og sat ild til over hele verden: I USA, Canada, Frankrig, Tyskland og danske Dragør.

Ud over at hærværk aldrig kan retfærdiggøres og rammer uskyldige bilejere, kan det ikke desto mindre få kontant betydning. Både for Elon Musk, der allerede må se salget af sine biler styrtdykke over hele verden. Bare i årets første to måneder dykkede det f.eks. med 70 pct. i Tyskland. Men også for verdens Tesla-ejere.

Verden over meldes der om stærkt faldende priser på brugtmarkedet. Når færre vil have en Tesla, falder priserne.

Forsikring steg 30 pct. i 2024

Næste kontante minus kan blive stigende forsikringspræmier. Det fortæller flere eksperter til det amerikanske magasin Newsweek.

“Hvis omfanget af hærværk mod Teslaer fortsætter med at stige og ikke falder igen, kan vi se priserne for at forsikre Teslaer stige i fremtiden,” siger Matt Brannon, datajournalist i Insurify, der samler og overvåger forsikringspriser for 120 amerikanske forsikringsselskaber.

Tesla er i forvejen blandt de dyreste bilmærker at forsikre i USA. Og allerede sidste år steg forsikringspræmien for Tesla med 30 pct. ifølge Insurify.

Danske selskaber afviser

Selv om hærværk mod Tesla er blevet et globalt fænomen, og der også findes eksempler herhjemme, er der ikke umiddelbart udsigt til stigende forsikringspræmier for danske Tesla-ejere.

Hvilkenbil har spurgt tre store, hjemlige forsikringsselskaber. Svarene er meget enslydende:

”Alm. Brand har ikke oplevet en stigning i henvendelser eller skader om hærværk mod Tesla blandt vores kunder,” siger medie- og presserådgiver Ebbe Jung Josefsson fra Alm. Brand.

”Vi har i Tryg ikke registeret en ekstraordinær stigning i henvendelser eller skader, der skyldes hærværk, blandt kunder med en Tesla,” siger pressechef i Tryg Troels Karlskov.

Hos Topdanmark siger pressechef Søren Martin Olsen:

”Vi oplever ikke ekstraordinært mange skader på Teslaer relateret til hærværk.”

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here