Her er de grønneste biler

Grøn eller sort samvittighed? Tyske ADAC har efter test af næsten 100 biler udpeget de mest og de mindst miljøvenlige.

Fem grønne stjerner er topkarakteren i den tyske bilistorganisation ADAC’s opgørelse over miljøvenlige biler.

Ikke overraskende ligger en del elbiler i top blandt de i alt 94 biler, som ADAC de seneste år har kørt gennem testgaragen. Vi skal dog ikke længere ned end til 18.-pladsen, før vi ser den bedst placerede hybrid. Den mindst forurenende benziner kommer ind som nummer 30, og på 38.-pladsen kommer den første dieseldrevne.

Bilen med den grønneste og mest effektive samvittighed er Hyundai Ioniq 6, der kører næsten 6,5 kilometer pr. kilowatt-time – svarende til 15,5 kWh/100 km. Sydkoreaneren følges af Fiat 500e og Opel Astra-e. Bedst placerede hybrid er Mazda 2, der er Mazdas udgave af Toyota Yaris Hybrid, og den mest miljøvenlige benziner er Mitsubishi Space Star. Den bedst placerede diesel i det grønne regnestykke er BMW 220d Coupé, der opnår fire ADAC-stjerner.

miljøvenlige biler
Polestar 2 har god grund til at pudse sin miljøgrønne glorie.

Udover bilernes forbrug måles også bilernes udslip af CO2 og andre skadelige partikler, og de tildeles et antal point i hver kategori. For at opnå de maksimale fem stjerner i ADAC’s Ecotest skal bilen score minimum 90 point.

Mellem 0 og 29 point udløser én sort stjerne. Den bil med færrest point i den tyske test er opladningshybriden Ford Explorer 3,0, der lige klarer at hive to mørkegrå stjerner hjem.

Aerodynamik er effektivt

Opgørelsen viser generelt, at jo mindre biler er, desto mere miljøvenlig er de. Den tommelfingerregel gælder dog ikke ubetinget for elbiler, hvilket den pænt store, men meget aerodynamiske Hyundai Ioniq 6, der også er kendt for evnen til at lynlade ekstremt hurtigt, er et godt eksempel på.

Andre eksempler på, at store elbiler sagtens kan være miljøvenlige, er Toyota bZ4X, der placerer sig på en nydelig 7.-plads foran Polestar 2 Long Range Single Engine. Derimod bør den store og tunge Audi Q8 e-tron være tilbageholdende med at pudse miljøglorien – den er kun få point fra at må nøjes med tre gennemsnitlige stjerner.

Sådan regner ADAC den ud

For at ADAC kan sammenligne biler med forskellige drivlinjer, beregnes bilernes udslip af skadelige stoffer og partikler ud fra en såkaldt WTW-metode – “Well to Wheel” – løst oversat “fra brønd til hjul”.

Altså indregnes selve produktionen af bilernes drivmiddel som en faktor, ligesom udledningen under kørslen naturligvis regnes med.

Toyota bZ4X er i ADAC-testen trods sin SUV-størrelse meget miljøvenlig.

Metoden medtager ikke produktionen af den enkelte bil – produktion af elbiler er mere miljøbelastende end produktion af fossildrevne biler, men belønningen kommer senere, da elbilerne ikke udleder skadelige stoffer under kørslen.

Rækkevidde- og miljøtest skal ikke tolkes lige så bogstaveligt, som en religiøs fundamentalist tolker hellige skrifter, men udelukkende betragtes som strømpile. Både ADAC og FDM’s norske søsterorganisation – Norges Automobil-Forbund (NAF) – udfører deres test af miljøvenlige biler under samme betingelser fra test til test.

NAF tester to gange om året en række elbilers rækkevidde og afvigelser fra den opgivne rækkevidde. Ved at klikke på de følgende blå ord kan nordmændenes seneste vinter– og sommertest nærstuderes.

ADAC’s Ecotest kan ses her.

De 10 mest effektive i ADAC’s Ecotest

Hyundai Ioniq 6 (ydelse 168 kW)
Fiat 500e (70 kW)
Opel Astra-e (115 kW)
Citroën ë-C4 X (100 kW)
Dacia Spring (48 kW)
Fiat 500e (87 kW)
Toyota bZ4X (150 kW)
Polestar 2 Long Range Single Engine (220 kW)
Renault Twingo E-Tech (60 kW)
Hyundai Ioniq 6 (239 kW)

De 10 mindst effektive

Ford Explorer 3,0 Ecoboost (plug-in-hybrid + benzin)
Ford Ranger Raptor 3,0 Ecoboost (benzin)
Hyundai Staria 2,2 CRDi (diesel)
VW Amarok 3,0 V6 TDI (diesel
Range Rover D350 (diesel)
Subaru BRZ (benzin)
SsangYong Korando 1,5 GDI-T (benzin)
Kia Ceed Sportswagon 1,5 T-GDI (benzin)
Hyundai Kona 1,6 T-GDI (benzin)
Ford Galaxy 2,5 Hybrid (benzin)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here