Det tyske firma Recaro, der siden 1965 har skræddersyet sæder til biler, har standset produktionen. En konkurs er nært forestående.
Har man bare en smule bil-hukommelse, ved man, at navnet Recaro er det samme som bilsæder, der smyger sig tæt på kroppen og holder hurtige chauffører i en skruestik. Men det er snart slut – det næsten 120 år gamle firma er tæt på konkurs.
Den del af Recaro, som har med sæder til biler at gøre, er med andre ord overhalet af virkeligheden. Recaro Automotive GmbH har ikke været i stand til at tilpasse sin udvikling og produktion, så de bilfirmaer, der har brug for særlige sæder, der er ideelle til sports- og racervogne – eller som bare er sæder, man sidder fremragende i – begyndte for flere år siden selv at fremstille de specialsæder, som de har brug for.
Kun én kunde tilbage
I sommer var ordrebogen hos Recaro Automotive GmbH tom. Og betalingsstandsningen fra slutningen af juli ser ikke ud til at føre til en rekonstruktion. Derfor vurderes en konkurs at være tæt på. 1. august blev 200 ansatte hos Recaro Automotive GmbH, der har hovedkontor nær Stuttgart, afskediget.
Tidligere kunne sædeproducenten glæde sig over kunder som Audi, Aston Martin, BMW M-Sport, Mercedes-AMG, Cadillac, Ford, Mazda, Porsche og Renault. Men den eneste producent, som for et par måneder siden var kunde hos Recaro Automotive GmbH, var britiske Ineos Automotive, der specialiserer sig i heftige firehjulstrækkere.
Analytikere vurderede i sommer overfor mediet Automotive News, at Recaro fejlede, fordi firmaet var for passivt. Man gjorde sig afhængig af enkelte kunder og sikrede sig ikke tilstrækkelig volumen. Ideer som øget individualisering i sædeproduktionen, muligheder for at levere bagsæder eller dørpaneler eller gøre sig uundværlig indenfor produktion af sæder til klassiske biler blev aldrig til mere end ideer.
“Der er masser af penge at tjene på eftermarkedet,” vurderede en analytiker i Automotive News i sommer, “men du bliver nødt til at gøre noget ved det”. Underforstået, at det gjorde Recaro Automotive GmbH ikke.
At underleverandører til bilbranchen har det svært, er fælg-firmaet BBS Räders nylige økonomiske vanskeligheder også et udtryk for. Firmaet ZF Group, der blandt meget andet er underleverandør til adskillige bilfirmaer, forventer de kommende fire-fem år at afskedige 14.000 medarbejdere i Tyskland, som er beskæftiget i den del af ZF, der leverer til bilbranchen.
Købt af Porsche
Det oprindelige Recaro blev grundlagt i 1906 af den 32-årige sadelmager Wilhelm Reutter under navnet Stuttgarter Carosserie- und Radfabrik. I løbet af de følgende årtier begyndte man at bygge karrosserier, blandt andet til Volkswagen. I slutningen af 1940’erne blev firmaet hyret af Porsche til at bygge karrosseriet til Porsche 356.
I 1965 købte Porsche karrosseri-delen af firmaet, og resten, som derefter specialiserede sig i sæder, kom til at hedde Recaro, da man tog bogstaverne fra grundlæggeren REutter og parrede det med CAROsserie.
1965 blev det første Recaro-bilsæde til. To år senere var fabrikken klar med et af de såkaldte og senere så berømte “bucketsæder”, som i årene efter blev synonymt med Recaro. Letvægtskonstruktioner og særlig ergonomi var varemærkerne.
Andre firmaer, der bærer navnet Recaro og producerer barnestole til biler, sæder til fly og tog samt gaming-sæder, er ikke berørt af Automotive GmbH-konkursen.
Af redaktionen
Fin artikel👍