Som det første mærke i Danmark dropper Kia at sælge benzinbiler i løbet af 2025. Fremover vil Kia kun sælge elbiler til danskerne.
Den danske Kia-importør tror ikke længere på biler med forbrændingsmotor. Hverken benzin, diesel eller hybrid. Og som første mærke tager Kia konsekvensen og dropper derfor hybrid- og benzinbiler i løbet af 2025. I stedet vil mærket satse på en bred vifte af elbiler til et dansk marked, hvor salget af elbiler ventes at udgøre 70 procent eller mere i år.
”Det handler om at levere det, kunderne gerne vil have, og langt, langt de fleste efterspørger elbiler, og så fokuserer vi på det. 80 pct. af kundegruppen vil gå efter en elbil i 2025, vurderer vi, og så koncentrerer vi os om det, vi er bedst til, siger direktør for Kia Import Danmark, Rasmus Aagaard til fdm.dk.
Farvel til fire biler
Konkret betyder det et farvel til fire Kia-modeller i år: Mikrobilen Picanto, mini-crossoveren Stonic og den Golf-store Ceed, der fås som hatchback, stationcar og crossoveren Xceed. Alle disse biler kører enten med benzinmotor eller hybrid-teknik, hvor benzinmotoren får hjælp af et batteri og en elmotor.
Kia har for længst droppet modeller med dieselmotor. Den store hybrid-SUV Sorento blev taget af programmet sidste år, og for ganske nylig forsvandt den mellemstore SUV Sportage også fra Kias danske hjemmeside.
Nedgang i 2024
Kia solgte faktisk en del fossilbiler i 2024, så det er et modigt skridt, som importøren nu tager. Ikke mindst fordi Kias salg faldt hele 30 pct. i 2024. Dermed blev det sydkoreanske mærke blot nummer 14. på ranglisten over alle bilmærker på det danske marked.
Til gengæld har Kia flere spændende elbiler på vej i den nærmeste fremtid.
Ud over de kendte modeller Niro EV, EV3, EV6 og EV9, ser vi Tesla Model 3-konkurrenten EV4 til efteråret. EV4 kommer både som sedan og hatchback og bliver reelt den elektriske afløser for Kia Ceed. EV4 overtager da også Ceeds plads på samlebåndet på Kias fabrik i Slovakiet, og bliver dermed Kias første elbil bygget i Europa til europæerne.
Sidst på året får EV4 af SUV-udgaven EV5, der så bliver den elektriske afløser for Sportage.
Under 200.000 kr.
Næste år, altså 2026, kommer EV2, der er Kias udgave af søsterbilen Hyundai Inster og ventes at blive Kias første elbil til under 200.000 kr. i Danmark. 2026 ser vi også første medlem af Kias såkaldte PBV-familie, der er en serie praktiske elbiler, der både kommer som varebil og MPV-agtig storfamiliebil med plads til syv personer.
Til gengæld glider den kendte og knapt tre år gamle elbil Niro EV snart ud af programmet. Ifølge den danske Kia-importør fordi kunderne vil foretrække den helt nye EV3, der i november blev kåret til Årets Bil i Danmark og på alle måder er mere moderne til priser fra 270.000 kr.
Kia bliver først til at droppe fossilbiler i Danmark, men helt sikkert ikke de sidste. Volvo kan blive de næste: Det svensk-kinesisk mærke sælger endnu et par ladehybrider, men har tidligere sagt, at man vil overgå til udelukkende at sælge elbiler hurtigst muligt.