Kia er på vej med elektrisk flagskib

Kia barsler med elektrisk afløser for flagskibet Stinger. Den potente sportssedan får 800 kilometers rækkevidde og op til 603 hestekræfter. 

Måske er der blandt Hvilkenbils læsere nogle stykker, der kan huske Stinger?

At redaktør Jens Velling i testen i 2018 ganske begejstret beskrevet som en fuldblods Gran Turismo-luksusbil, der ville bide skeer med Audi A5 Sportback og BMW 4 Gran Coupé, og som redaktøren endte med at belønne med fire ud af seks stjerner.

Familienavnet var Kia, og Kia Stinger var det ypperste, mærket for seks år siden kunne fremvise med op til 370 turboheste.

Siden er vinden drejet mod el, og fossildrevet power skal man helst ikke drømme sig tilbage til, medmindre man vil have ørerne i klimaaktivisternes maskine. Men så er det jo godt, at man med elmotorer ret nemt kan skrue op og ned for ydelsen og stadig have mere grøn end sort samvittighed.

Det gør Kia i forvejen med en GT-version af den designmæssigt lidt gumpetunge EV6, der yder 585 hestekræfter og rykker til 100 km/t på 3,5 sekunder. Men EV6 GT står ifølge en sydkoreansk blogger, der sædvanligvis har godt styr på de tanker, Kia-ingeniørerne gør sig, til at få en spændstig storebror.

Kia er på vej med en elektrisk afløser for Stinger på billedet her. Den forventes at få samme lave ‘gran turismo’ design.
Skal hedde EV8

Dens navn bliver angiveligt EV8, og den ventes at blive en sporty sedan, der leder tankerne tilbage på Stinger. Den er baseret på den skalérbare eM-platform, der blandt meget andet forbedrer rækkevidden markant. I EV8’s tilfælde helt op til 800 kilometer.

eM er en videreudvikling af platformen E-GMP, der står under Kia EV6 og EV9 samt fætrene Hyundai Ioniq 5 og 6. E-GMP er for eksempel kendt for sin 800 volts-teknologi, der sikrer hurtig opladning.

Bloggeren mener at vide, at EV8, der går under kodenavnet GT1, får et batteri på 113 kWh og imponerende fartpræstationer, da de to elmotorer – en på hver aksel – giver et power-output på 450 kW. Det svarer til 603 hestekræfter.

Designet kan blive en længere og fladere fortolkning af koncept-bilen EV4 (topbilledet).

I Europa i 2027

Produktionen af Kias elektriske sportssedan forventes at blive indledt om to år, så lad os realistisk set regne med europæisk introduktion i 2027. EV6 GT koster 560.000 kroner, så læg som et minimum en solid sjat til, hvis der skal gættes på EV8’erens pris.

Inden EV8 kommer til verden, præsenterer Kia både EV3 (en mindre crossover/SUV), der skulle komme i år, EV4 (en sedan) og EV5 (en mellemstor crossover/SUV).

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here